MUSIKANMELDELSE
De fleste musikere knytter sig til ét instrument og én musikstil. Det har også den herboende, svenske sangerinde, Anna Kruse, gjort. Hun synger og komponerer musik, der må genrebetegnes som vokaljazz. Men hertil kommer altså, at hun har knyttet sig til én tekstforfatter – den svensk-finsk-russiske forfatter, Edith Södergran, som døde i 1923.
Hvad er nu dét for noget antikveret noget – kunne man indvende. Men sagen er den, at Anna Kruse – lige siden hun først læste og overgav sig til Edith Södergrans lyrik – har fundet og stadig finder nye, vedkommende dybder, facetter og farver i de ret beset få digte, Edith Södergran nåede at skrive, inden hun som bare 31-årig døde af tuberkulose.
Siden debutalbummet, Lyckokatt fra 2009, har alle Anna Kruses udgivelser – nu fem album og flere EP’er og singler – bestået af nye, originale kompositioner til tekster af Edith Södergran. Anna Kruse har ikke kunnet slippe de levende, vitale og længselsfulde digte, men har i stedet foldet dem ud – med eget band, egen vokal og i flere tilfælde med den svensk/finske skuespiller Stina Ekblads recitative mellemkomst. Således også her – på Ringen, Anna Kruses femte album – hvorpå Stina Ekblad for første gang også synger.
Alle tekster på Ringen stammer fra ”Vaxdukshäftet”, som først blev udgivet efter Edith Södergrans død, men dog blev skrevet i en ung alder. Edith Södergran skrev dem, da hun var 15-16 år, og særligt kendetegnende for dem er, at de bærer præg af en naturbevidsthed, som dén gang blev anset for romantisk, men som i dag forekommer, ja, naturlig, fordi vi nu har forstået (håber jeg), at vi er ét med naturen.
Sammen med et stærkt hold af musikere – pianisten Nicholas Kingo, guitaristen Jeppe Holst og gæsterne: saxofonisten Fredrik Lundin, trompetisten Gunnar Halle, multiinstrumentalisten Gustav Ljunggren og storytelleren Stina Ekblad løfter Anna Kruse med lethed og tyngde materialet hen over de mere end hundrede år, der skiller undfangelsen og udgivelsen. I sange som ”Glädjen är en fjäril”, ”Nu nalkas hösten”, ”Hoppet”, ”Stilla Stilla” og ”Vinterbilder” rammer Anna Kruse og hendes sidemen et kvalitetsniveau så højt, at man aftvinges den allerdybeste respekt. Der er en så forunderligt afklaret ro over hele Anna Kruses univers og udtryk. En så moden og vis forstandighed, at jeg spontant føler trang til at overgive mig og læne mig ind i universets skønhed og visdom.
***** / KruseKompagniet / 40 min. / Også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk