KONCERTANMELDELSE

Mick Hucknall sagde, at han ikke selv kunne forstå, at Simply Reds øjeblikkelige turné markerer 40 år på musikscenen. ”Can you believe it?”, spurgte han på et tidspunkt retorisk. Og nej, det kunne vi ikke, umiddelbart. Vi kunne se, at han er blevet 40 år ældre. Ikke så meget høre det. Men se det. Han er blevet mere krumbøjet, mere rund og grå – selv om det røde hår stadig indrammer hans ansigt som en lue af ild. Ikke desto mindre er det uforståeligt, at tiden er gået så hurtigt. Derfor forstod vi også ironien, da han sagde: ”Jeg føler mig ikke en dag over 65”. Hucknall er 65 år og tre måneder.

Hucknall revolutionerede med Simply Red på sæt og vis den britiske musikscene, da han i midten af 1980’erne – med afsæt i industribyen, Manchester – brød igennem med bandets helt igennem særegne form for britisk soulpop, som egentlig var helt uforenelig med rødt hår og bleg, fregnet hud. Musikken lød sort. Og den solgt. Simply Red solgte fra 1985 og frem mere end 50 millioner album. Bandet, som klart havde sin storhedstid i 80’erne og 90’erne var elsket, og ikoniske sange som ”Money’s to Tight to Mention”, ”If You Don’t Know Me By Now” og (sjovt nok) ”Holding Back the Years” var folkeeje – ikke bare i Manchester og Storbritannien, men i hele verden og åbenlyst også i Danmark, hvor mange af de grånende gæster i Royal Arena stadig kunne synge med på de medrivende sange. Selv tilstår jeg, at jeg – til trods for, at jeg hverken er samler og eller nostalgiker – har værnet om debutalbummet, Picture Book – selvom det er blevet forvist til en plads på loftet. Debutalbummet var – og er stadig den dag i dag – mesterligt.

Meget passende åbnede Hucknall og Simply Red koncerten i Royal Arena med sangen, ”Sad Old Red” fra debutalbummet. Ikke dermed sagt, at Hucknall virkede trist. Slet ikke. Han virkede nok lidt rusten, men stemmen alligevel ret intakt og lysten til at levere lige så intakt. I løbet af små to timer sang og spillede Simply Red numre fra hele bagkataloget – egne numre såvel som andres – og coverversioner af eksempelvis Barry Whites ”It’s Only Love” og The Stylistics’ ”You Make Me Feel Brand New” fungererede altså sindssygt godt. De to nævnte numre understregede det forunderlige i, at sort, amerikansk musik blev fremført så eminent af en rødhåret britte. Men Hucknall havde altså – og han beviste i Royal Arena onsdag aften, at han stadig har – et eminent greb om den soulpop, som de fleste af os forbinder med Motown og i hvert fald det sorte USA. Vel virkede han lidt rusten. Vel virkede det som om, hans stemme blev udnyttet til fulde. Men der var altså noget shaky over den, når den nåede ud i yderpunkterne af spektret. Og den iagttagelse hang sammen med, at hans stemme tidligere har vist sig sikker i hele spektret.

Ikke desto mindre var koncerten herligt fokuseret, frisk og blottet for nostalgi – hvis man eller så bort fra det med, at Hucknall flere gange nævnte noget omkring alderen, jubilæet og forundringen over, hvor tiden blev af. Sangene og musikken – de/den var forfriskende, levende, vitale.

****  /  Koncert også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk