Trond Kallevåg: Minnesota

Please follow and like us:

  • 0
  • Share

MUSIKANMELDELSE

Når jeg hører lydbilledet på norske Trond Kallevågs nye album, Minnesota, kommer jeg uvilkårligt til at tænke på navne som Ry Cooder og Daniel Lanois. Der er samme afklarede ro, samme træfsikkerhed og tyngde i Kallevågs varme musik som i deres. Jeg er på det rene med, at Kallevågs pedal steel guitar bærer en del af ansvaret for associationerne. Men også kompositioner og produktion – i det hele taget stilen – skaber associationerne. Genremæssigt er der tale om en rigt facetteret form for americana – et miks af traditionel musik, folk, jazz og ambient – tilsammen en form for håndholdt musik, som vitterligt er værd at lytte til. Der er en længsel, en melankoli og drømmeagtig dimension i musikken på Kallevågs fjerde album på Hubro; en form for storytelling, måske endda cinematisk dimension; et rodnet kombineret med et aktuelt nærvær. Med sig i studiet har Kallevåg haft nogle af Norges internationalt mest profilerede musikere: Gard Nilssen på trommer og vibrafon, Mats Eilertsen på kontrabas og Tuva Halse på violin. Og det, de tilsammen har skabt – deres musiske brobygning mellem Norge og Nordamerika – er altså eminent.

*****  /  Hubro Music  /  46 min.

Please follow and like us:

  • 0
  • Share