MUSIKANMELDELSE
Navnet, Allan Simonsen, vækker fodboldglade danskeres erindring. Men nærværende Allan Simonsen er en anden – en (næsten jævnaldrende) og sent albumdebuterende troubadour / singer-songwriter. Hvor fodboldens Simonsen udsprang af Vejle, udspringer musikkens Simonsen af Værløse. Her begyndte han som ung at spille guitar, men først nu – som 67-årig – udsender han sit debutalbum med egne sange og egne kompositioner. Og genren: Den er helt enkel, folk-agtig americana med håndholdte instrumenter og storytelling af både moden og prøvende karakter. Simonsen har brugt årtier i coverbands, og jeg føler, det skinner igennem, at det selvskrevne materiale på debutalbummet for Simonsen både er af påtrængende og krævende, måske endda skræmmende karakter. Sidste generation rummer ti sange, der alle favner stort og småt, en del nostalgi og eftertanker. Eksempelvis er åbningsnummeret, ”Fiskeren” (et af albummets bedste), en fortælling om gamle fiskere på havnen og disses ”møde” med nutidens, moderne familieliv – det er en fortælling om uafvendelige forandringer og triste tab. Tematisk kredser sangene om det, at tiden er gået og om, at skrøbeligheden har taget over. Uden at være prangende, er sangene gedigne – godt bragt til live i et sammenspil med guitaristen Mikkel Mortensen, bassisten Jesper Haugaard, trommeslageren Esben Duus og korsangeren Line Krogholm – foruden produceren Mikkel Mortensen.
*** / MJM Music / 37 min.

