MUSIKANMELDELSE

Det sker en sjælden gang, at jeg straks – når jeg hører åbningen på en ny plade – ved, at dét, jeg kommer til at høre, vil være ekstraordinært. Sådan har jeg det, når jeg sætter Play Ballads med den danske jazztrio, GinmanBlachmanDahl, på. Jeg er efter bare fire-fem sekunder bjergtaget, ligesom jeg (til stadig) er det, når jeg sætter Jan Johanssons nyklassiker, Jazz på svenska (fra 1964), på. Begge plader er skabt af en nordisk trio. Begge rummer nogle evigt grønne ballader.

Jazz på svenska er (af gode grunde) det historisk bedst sælgende jazzalbum i Norden – det sælger stadig mere end 60 år efter, at det udkom. Det er utænkeligt, at Play Ballads har et tilsvarende salgspotentiale – alene af den grund, at plademarkedet har ændret sig med digitaliseringen (som jo ikke fandtes i 1960’erne). Men både åbningsnummeret på Play Ballads og flere af de ballader, der følger, er (af gode grunde) grønne, bevaringsværdige og levedygtige i deres ”nye” form. Ikke kun fordi, de allerede har vundet hævd som standards, men netop også fordi GinmanBlachmanDahl forvalter den arv, som de udgør, med et teknisk og kunstnerisk, modent og roligt, spændstigt og dynamisk overskud.

Bassisten Lennart Ginmans, trommeslageren Thomas Blachmans og pianistens Carsten Dahls sammenspil er sanseligt, indfølt og smukt, afprøvet og dog stadig åbent – ikke præget af egocentrerede behov for at trykke sig af, men af fælles kærlighed til klassikerne. Af samme grund – og som følge af overskuddet – står deres versionering af standards som ”Angel Eyes” af Matt Dennis, ”Autumn in New York” af Vernon Duke, ”Take the ‘A’ Train” af Billy Strayhorn, ”Blue Monk” af Thelonious Monk og ”Satin Doll” af Duke Ellington som redefinerende. Alle numre leveres i et langsomt tempo og med en diskret sans for deres iboende elegance. I alt rummer albummet 15 numre fra the Great American Songbook, men ikke på ét tidspunkt i løbet af den lille time, trioen strækker sit sammenspil over, falder intensiteten i leveringen. Ikke på ét tidspunkt forceres der unødigt. Dosseringen forekommer mig tværtimod at være perfektioneret.

******  /  Storyville Records  /  58 min.  /  Også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk