KONCERTANMELDELSE
Jeg har rejst og boet i USA og ofte bemærket, at budskaber – i en nation hvor mange ikke har tid, lyst eller evne til at fordybe sig – leveres/lanceres som om dette eller hint er unikt. Da USA er reklamernes moderland, leveres/lanceres budskaberne som ultrakorte fortællinger: det her er det største, det højeste, det længste, det sidste, det første. Helt åbenbart en kvalitet i sig selv.
Jeg har også bemærket, at fænomenet ofte smitter – især asiater, sydamerikanere og europæere, der opholder sig der i længere tid. De kontamineres og bringer budskabers knaphed og fokus på målbare enheder med sig hjem. Således også Niels Lan Doky, der i en årrække boede i USA. Som kunstnerisk leder af jazzklubben, Epicurus, benytter han sig af den amerikanske formidlingsform.
Om de koncerter, der onsdag den 5. november og i de kommende uger kan høres på Epicurus, siger han, at Epicurus som den første klub i verden kan åbne dørene til en konceptuel verdenspremiere på en once-in-a-lifetime-oplevelse – en Miles Davis maraton med 16 koncerter, der hver matcher én ud af 16 af legendens plader. Underforstået: oplever du en eller flere af disse koncerter, oplever du noget helt enestående.
Idéen er jo god nok. Konceptet i og for sig også. Og Miles Davis’ musik – ja, den var og er jo epokegørende. Men den første af de 16 koncerter – onsdag aftens koncert – var ikke desto mindre en blandet fornøjelse.
Niels Lan Doky og Epicurus havde fået fløjet trompetisten, Wallace Roney Jr., ind fra USA. Det skulle jo lugte af noget! Wallace Roney Jr. er søn af trompetisten Wallace Roney, som blandt andet spillede med Miles Davis. Så dét måtte borge for kvalitet. Men… jeg ved ikke, om junior havde jetlag eller var ugidelig eller doven, uforberedt eller uinteresseret… Kun én ting var helt sikker: Han udstrålede ikke begejstring. Flere gange gik han af scenen, ud til siden, hvor han adspredt bladrede frem og tilbage i sine nodeark, som om de var blevet endevendt og skulle ordnes på ny. Imens kløede de andre fire musikere energisk på oppe på scenen. De fire var saxofonisten Gábor Bolla, pianisten Calle Brickman, kontrabassisten Tobias Dall og trommeslageren Nikolaj Dall.
Sammen forløste eller ”gengav” de fem – på denne opstart på maratonen – musikken fra Miles Davis’ berømte album, Milestones fra 1958. Og på dét album er der altså virkelig nogle trædesten af betydning – numre som ”Milestones”, ”Two Bass Hit” og ”Straight, No Chaser”.
Vel havde de fem på scenen først mødt hinanden selvsamme dag, men kapelmesteren med trompeten – ham, der skulle ”matche” Miles Davis og lede slagets gang – han havde altså svært ved at træde i karakter. Og det blev særlig tydeligt i og med, at de andre fire med klædelig ydmyghed formåede netop det. Især Bolla og Brickman gjorde det. De brillerede! Og brødrene Dall – de var åbenlyst fortrolige med hinandens sprog og timing.
Vel kunne også Roney Jr. levere varen. Det gjorde han i flere soli. Og alligevel var han som en skygge af sig selv og Davis.
Men, hvem ved – måske skal han bare varme op. Det kan være, at han i løbet af de kommende koncerter viser sig i stand til ikke bare at gennemføre et maraton, men gøre det med værdighed. Dét vil jeg da ønske – for Miles Davis’ skyld.
**** / Koncert også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk