BOGANMELDELSE
Titlen på journalist Esben Kjærs og hospitalspræst Lotte Mørks bog er brugervejledende. Det, den der har mistet får ved at købe og læse den lille bog, er trøst. Eller i hvert fald et bud på trøst.
Men hvad er trøst egentlig? Er det at få en sørgende til at få det bedre? Nej, siger forfatterne. ”Trøst handler ikke om at gøre – men om at være”. At turde være i det, der gør ondt og ”anerkende det uerstattelige tab og den kærlighed, som sorgen udspringer af.” Og videre: ”Trøsten er, når nogen tør være sammen med dig i det, der ikke kan trøstes.” Og endnu videre: ”Trøsten er, at der ikke er noget trøst. For hvis der var, ville det mindske kærligheden”.
Underforstået – trøsten ligger i nærværet. Og sorgen er uomgængelig. For sorgen, som ”er en brutal kraft”, udspringer af kærligheden, som den efterladte nok ikke ville have været foruden.
Jeg synes godt, man kan tillade sig at kalde Trøst en selvhjælpsbog. Eller en krykke. Eller en trøst. For jeg er ikke i tvivl om, at det her primært er en bog, man køber og læser, hvis man har mistet, er i sorg og har brug for trøst – eller har brug for at høre andre fortælle om deres erfaringer med selvsamme. Jeg er heller ikke i tvivl om, at man som efterladt vitterligt kan hente råd, støtte og trøst i bogen.
Esben Kjær er journalist og mistede selv for år tilbage sin syvårige søn. Hans bidrag tager altså især afsæt i egne erfaringer med tab, sorg og brug for trøst og noget endnu større – tro. Lotte Mørk er præst på Rigshospitalet – hun er altså som udgangspunkt troende, men hun står også i sit daglige virke med mennesker, der har eller er ved at miste og af samme grund er i krise og/eller sorg og har brug for trøst. Sammen har de to (forfattere og foredragsholdere) – med afsæt i nævnte positioner og erfaringer – skrevet bogen, der giver den læser, der har mistet, noget at læse sine egne erfaringer ind i.
Bogen rummer kursiverede afsnit, der for Kjærs vedkommende handler om egne erfaringer med kaos, dødsfald, vrede og sorg m.m. og for Mørks vedkommende om (jeg havde nær sagt) cases fra hendes virke på hospitalet. Men hovedparten af teksten – den ikke-kursiverede del – er (antager jeg) de tos fælles forsøg på at forholde sig til størrelser som ventesorg ved sygdom og sorg i forbindelse med pludselige dødsfald, ritualer generelt i forbindelse med dødsfald og bisættelser/begravelser, de psykiske og fysiske konsekvenser af det at miste og sørge, de naturligt affødte eksistentielle overvejelser, trøstesløsheden, meningsløsheden, vreden, ensomheden og (om)sorgen, troen og tvivlen, etc.
Bogen er vitterligt en hjælp – siger jeg, der selv har mistet, oplevet sorg og haft brug for trøst. Af samme grund vil jeg også anbefale bogen til andre, der har mistet, oplevet sorg og haft brug for trøst.
Men selv om jeg altså selv har fundet trøst i bogen og har kunnet læse mine egne erfaringer, tanker og refleksioner ind i bogens afsnit om det ene og det andet, så har dens karakter og form haft en alt for utilstrækkelig tyngde. Jeg tror, at forfatterne – trods deres erfaringer med stoffet – enten har haft for travlt eller ikke har ønsket eller formået at gå mere i dybden dermed. Vel er flere af Kjærs selvudleverende afsnit og flere af Mørks cases gribende, men de forbliver overfladiske og letbenede, som var de skrevet af efter en række foredrag om emnet. Jeg ved godt, at der er grænser for, hvor meget og dybt man kan skrive, når der nu skal være tale om ”en lille bog om at miste” og søge trøst. Men jeg mangler en tyngde – uanset den tyngdes karakter.
Jeg kommer uvægerligt til at tænke på den bog, præsten Johannes Møllehave skrev for årtier siden – Til trøst. For dén havde retorisk og litterær tyngde. Til trøst tog udgangspunkt i et brev, Søren Kierkegaard skrev i 1847 til sin brors kone. Hun havde pådraget sig en håbløs sygdom, der ville binde hende til sengen resten af livet. Møllehave redegjorde i sin bog for brevet, og så åbnede han dets refleksioner op via sin læsning af Kierkegaards ”Opbyggelige taler” og ”Kjærlighedens Gjerninger”. Således blev Til trøst en litterært/filosofisk/teologisk analyse af stor tyngde – samtidig med, at den blev en sjælesørgers nutidige opmuntring og trøst.
I min optik blev Til trøst den væsentligste bog fra den produktive Møllehaves side. Den var, som de fleste af hans bøger, præget af et væld af indfald, men samtidig bar den præg af ro – måske fordi emnet var så vigtigt, og fordi det lå Møllehaves hjerte så nært.
Nu ved jeg godt, at jeg ikke kan kræve, at Kjær og Mørk præsterer på samme niveau som Møllehave. Men jeg forestiller mig alligevel, at de begge, hvis man spurgte dem, ville vedgå, at deres Trøst kunne have haft større tyngde. For hist og her er der interessante indfald, de kunne have foldet ud – sådan som Møllehave ville have gjort det. Når de for eksempel skriver, at ”Troen bor i hjertet, mens tvivlen bor i hovedet” – jamen, så kalder det på en akademisk eller retorisk/teologisk udfoldelse. Det samme gælder, når de skriver: ”Vi mennesker har brug for mørket for at kunne se lyset”. Eller når de skriver: …”videnskaben ved, at intet i universet nogensinde forsvinder, det skifter blot form”. De benytter sig af og til af punchlines, som det hedder på moderne dansk, men de bruger dem snarere som markører end som afsæt til yderligere forklaring – selv om forklaringen ville have gjort underværker.
Ikke desto mindre er Trøst en hjælp – siger jeg, der selv har mistet, oplevet sorg og haft brug for trøst.
*** / Bibelselskabets Forlag / 156 sider