MUSIKANMELDELSE
Stine Michel har for længst etableret sig som en af Danmarks fremmeste udøvere indenfor moderne folk. Hun har modtaget både en Danish Music Award og en Carl-Pris for sit virke som komponist, sangskriver, storyteller og sanger – fortjent, vil jeg sige. For hun har med naturlig elegance formået at forene sang, musik og storytelling. Hun har gjort det med tekster af Inger Christensen. Og nu gør hun det så igen – nu med tekster (frit efter) Karen Blixens fortælling Babettes Gæstebud. Stine Michels miks af sang, musik og recitation på det nye album er eminent, magnetisk, dramatisk. Hendes stemme – uanset om hun (ind)læser eller synger – er betagende. Kompositionerne forekommer naturligt sammenhængende med teksterne. Og musikledsagelsen? Ja, hendes egen guitar, Henrik Goldschmidts blæseinstrumenter, Henrik Kunz’ strengeinstrumenter, Nicholas Kingos klaver, harmonika og sav og Jesper Uno Kofoeds trommer og slagtøj farvelægger fortællingen i sakral og indlevet retning. Format rummer i min optik mange potentielle faldgruber, men Stine Michel holder ikke bare balancen – hun formår også at skabe stor fortællekunst.
***** / GO’ Danish Folk Music / 59 min.

