KONCERTANMELDELSE

Han har ordet i sin magt og ejer scenen. Selv den store scene i Royal Arena i Ørestaden. Fra det øjeblik Benjamin Hav torsdag aften trådte ind på den – til den anden af to koncerter på det voldsomt store spillested – ja, så ejede han scenen. Og det med naturlig autoritet og autenticitet. Og selv om han af størrelse trods alt er beskeden – sammenholdt med scenens dimensioner og rammerne i øvrigt.

Men én ting er, at han kan udfylde og eje selv en stor scene. Noget andet er, at han for mig at se er sammensat. Når man, som jeg, ikke kender ham personligt, kan han på én gang forekomme moden og barnlig, seriøs og sjov, blufærdig og ublufærdig. Han er sandsynligvis det hele. Mest centralt for mig er, at han virker som om, han er sig selv. Ægte. Trodsig. Sårbar. Insisterende. Og meget andet og mere. Facetteret.

Det er nok også det – den vifte af kvaliteter – der gør ham til så stor en kunstner, som jeg mener, han er. Jeg tror på det, han synger. Det gjorde mange andre også – så vidt jeg kunne vurdere. De hengav sig, sang med, hoppede og dansede, så hele gulvarealet i arenaen blev som et bølgende og mildt favnende Hav. Jeg var med, når han sang eller rappede sine tekster; når han sendte raffinerede stikpiller eller hilsner af til Nik & Jay, Wafande og Thomas Helmig; og når han hyldede sin mor for at have lært ham at stå op for sig selv – uanfægtet af eller netop fordi, han som barn var verdensfjern og udstødt. Jeg – og mange andre – var med, når han sang om ”Musse”, om ”Nik & Jay”, om sit ”Dream Team”, om ”Den dejligste boy” og om ”København”.

Og én ting er selvfølgelig, at der under al musikken flyder et elektronisk beat, der er medrivende og lægger op til hop og dans. Noget andet er, at Benjamin Hav selv er ét med sine tekster – det at hoppe og danse. Og at han med sit band – Familien – vitterligt er leveringsdygtig udi flamboyant optræden.

Med sig på scenen havde Benjamin Hav Familien – det vil sige Emil Falk (guitar), Birk Nevel (slagtøj), Kristoffer Sjelberg (trommer), Bastian Sjelberg (bas), Viggo Jensen (keys), Troels Mørkenborg (blæsere, kor og dans) og Torben Jensen (blæsere, kor og dans). Sammen med Benjamin Hav gav de numrene nyt liv, puls og karakter. I momenter, slog det mig, minder de som helhed om et swingjazzorkester på gadevandring. Kun den ledende parasol mangler.

Alle var de torsdag aften velklædte – iført jakkesæt, hvide skjorter og slips – og alligevel var der noget uhøjtideligt over dem alle. Noget løssluppent. Drenget. En slet skjult trang til at feste (og hoppe). Og hele tiden – noget disciplineret, i koreografien og akkompagnementet.

Det interimistiske hus (i fire etager), som Benjamin Hav & Familien havde fået opbygget på scenen, gav bare – sammen med live-video-billederne – det hele en karakter af tegneserie. Et blik tilbage på den tid, hvor Ib Spang Olsen herskede. Og samtidig et blik sikkert rettet mod fremtiden. Og dét blik blev understreget af en sen gæsteoptræden ved Ella Augusta. Benjamin Hav så ud imod den fremtidige horisont.

*****  /  Koncert også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk