MUSIKANMELDELSE
I dag er en særlig dag i danske Esben Justs liv. Han bliver 60 år og udsender samtidig et nyt (femte) album i eget navn, som – det tillader jeg mig at konkludere – er en form for statusopgørelse. Sangene og musikken på albummet er alle originale, af egen avl, og en bekræftelse på, at Esben Just elsker traditionel New Orleans jazz. Det vil sige jazz, der swinger og kalder til fest, dans og livsudfoldelse – jazz, der især er båret af messingsuppe. Dét kan sangene og musikken på Esben Justs statusopgørelse, New Orleans. Man bliver simpelthen glad i låget af at høre hans sange og musik, som ganske vist ikke er båret af raffinementer, men af, ja, livsglæde. Esben Just lader sig åbenlyst ikke begrænse af småfejl og svigtende formåen, men fejrer og fester og fyrer den af – som man nu gør i The Big Easy – den by, kultur og tradition, som Esben Just har kastet en livslang kærlighed ind i. Esben Just er i min optik ikke en stor kunstner endsige sanger, men han lægger hjerteblod i sangene og musikken, som emmer af autenticitet og uforfalsket glæde. Og dét er i sig selv en gave. Albummet er indspillet i New Orleans med et stort brass band og hylder den by, kultur og tradition, der har taget bo Esben Justs lyd og liv.
*** / SJF Records / 36 min.

