MUSIKANMELDELSE
Det forekommer mig, at konstellationen – den brasilianske sangerinde, Rosàlia de Souza, og den danske pianist og kapelmester, Peter Rosendal, foruden den canadiske bassist, Graig Earle, og den danske trommeslager, Jonas Johansen, er et godt match. Den sang og musik, der udgår fra deres debutalbum, er i hvert fald i momenter noget nær magisk. Jeg har det generelt lidt blandet med brasilianske genrer – forstået på den måde, at de på den ene side forekommer mig varme og glade, på den anden side kedeligt konventionelle – indenfor deres respektive subgenrer. Det er det konventionelle element, jeg har det svært med. Det, at brasiliansk musik synes at skulle matche visse strukturer og energier. Men de Souza formår, synes jeg, med den latinamerikanske, nordamerikanske og skandinaviske kvartet at flytte nogle af de snærende konventioner – og det kan helt simpelt skyldes, at alle de nævnte kontinenter farver musikken, som for størstedelens vedkommende er original – skrevet af de Souza og en sideman. Mest gennemførte og smukke sange/numre er ”Maria” og ”Dorme, Dorme Meu Menino”, som de Souza i begge tilfælde har skrevet sammen med Rosendal. I udførelsen af førstnævnte gæstes konstellationen fornemt af Flemming Agerskov på flygelhorn. De to numre er det hele værd. De er klart i et brasiliansk tonesprog, men de er også farvede i skandinaviske jazztoner, og det er dét, der gør dem så unikke og smukke.
**** / Storyville Records / 54 min.

