KONCERTANMELDELSE

Den svenske sangerinde, Zara Larsson, er et fænomen. I en alder af bare 27 år, har hun indsunget og udgivet flere sange, der alene på Spotify er blevet streamet mere end én milliard gange. Og ret skal være ret: Hun kan synge. Og på scenen? Der viser det sig, at hun også kan performe. Men…

Ja. Min oplevelse af hendes optræden under den såkaldte ”Midnight Sun 2025 Tour”, som tirsdag aften bragte hende forbi Royal Arena i København, var sammensat. På plussiden: Hun kan som sagt synge; hun kan danse; hun kan twerke; og hun kan feste; hun er i bund og grund ”Hot & Sexy” (sådan som hun selv synger). Men på minussiden (når man nu som jeg er optaget af sang og musik): Koreografien forekom vigtigere end sangene og musikken; hendes tour-performance var gennemkoreograferet både på og udenfor scenen – der var seks dansere og tre musikere på scenen (alle kvinder) og et utal af lys- og lydteknikere, et utal af videofotografer etc. udenfor scenen (langt de fleste mænd), som jo alle bidrog til produktionen. Intet var altså overladt til tilfældigheder og luner. Og vel fungerede den stramt styrede koreografi (på og uden for scenen), men der gik i min optik også en form for automatisme i den. Væk var fornemmelsen af autenticitet, egentligt nærvær og føling med øjeblikket.

Publikum? Jeg vil anslå, at 90 procent var kvinder og at disses gennemsnitsalder var 22 år. Og jeg er ikke i tvivl om, at de følte sig underholdt. Dem der var tættest på mig sang og dansede med, de krammede hinanden og deres mobiltelefoner. Måske var også de – som givet Zara Larsson – feminister. Med mit kendskab til det moderne Sverige, vil jeg påstå, at man i nabolandet i dag ikke kan tillade sig ikke at være feminist – uanset køn og alder, og uanset om man vægter æggende dans og twerking snarere end sang og musik.

Men igen… synge, danse og twerke kan hun – Sveriges svar på amerikanske Britney Spears og dansk/norske Aqua. Og megahits som ”Lush Life”, ”Never Forget You” og ”Symphony” bidrog selvfølgelig hen imod slutningen af koncerten til den ungdommelige fællesskabsfølelse og den kollektive krammer.

Koncerten var opdelt i fire akter. Imellem disse blev der instrumentalt trådt vande, mens Zara Larsson og hendes dansere forsvandt back-stage og skiftede tøj. Når de vendte tilbage, var også deres nye beklædning minimal. Men det forstår man jo – for selv om der udenfor i november-natten var koldt og mørkt, så var der indenfor i arenaen ”Hot & Sexy; der var ”Eurosummer”; og der var ”Midnight Sun”. Og ”Girl’s Girl” gav den gas i et omfang som også imponerede mig.

At Zara Larsson trods sit aktivitetsniveau og mulige, tekniske hjælpemidler kunne synge så konsistent – dét var imponerende. Koreografien på scenen var også imponerende – selv om den i sig selv var fuld af forudsigelige bevægelsesmønstre og klichéer – sådan noget med igen-igen at ryste røven og kaste med håret og igen-igen bukke sig fremover som en invitation til… ja, du forstår sikkert. Og næsten alt foregik til et massivt elektronisk beat og et effektivt akkompagnement af guitar, trommer og keys, som publikum var med på. Men igen – hvor var autenticiteten og nærværet?

****  /  Koncert også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk