DMA Jazz – show og prisuddeling i Store Vega, København

Please follow and like us:

  • 0
  • Share

REPORTAGE/NYHED

Det var en forfriskende ny vært, der tirsdag aften styrede slagets gang, da Danish Music Awards (DMA) indenfor den bredspektrede genre, jazz, endnu engang blev uddelt og dansk jazzmusiks forestående 100 års-jubilæum samtidig blev fejret.

Vært på showet i Store Vega i København var Alice Carreri – den danske jazzsangerinde og –komponist, som selv har så solidt et tag i den amerikanske jazztradition. Nok lavede hun små læse- og/eller talefejl undervejs, men hun sang sig selv i gang med en fin versionering af Kai Normann Andersens sang, ”Pige træd varsomt, thi scenen er skrå” (akkompagneret af Sophisticated Ladies), og resten af showet håndterede hun med stoisk ro, naturlig autenticitet og god energi. Da arrangementet efter et par timer var forbi tænkte jeg, at Carreri havde været DMA Jazz’ hidtil bedste vært siden Master Fatman, som ved gud havde en anden underfundig, men på sin vis også forunderligt troværdig tilgang til hvervet.

Carreri præsenterede selv hovedparten af priskategorierne og lagde selv op til oplistningen af nominerede indenfor de enkelte kategorier, lige som hun selv rev kuverter op og selv oplæste navne på prismodtagere. Dermed sparede hun og arrangørerne os andre for tidskrævende og egentlig ret ligegyldige overdragelser af hverv til andre. Kun to priser blev præsenteret af andre end Carreri – DR-journalister uddelte 1) P8-prisen / Ildsjæleprisen, og kulturminister Jakob Engel-Schmidt uddelte 2) hovedprisen, Årets jazzudgivelse. Prismodtagerne i de to kategorier var henholdsvis 1) Marie Normann Nyeng og Gorm Askjær fra Aarhus Jazz Festival og 2) Jakob Dinesen for albummet, Slow Flow.

Prisen Årets nye jazznavn overrakte Carreri til MUSViT (for den selvudgivne plade MUSViT); Prisen Årets musiker til Anders ’AC’ Christensen (for hans andel i arbejdet med Jesper Zeuthen og Marilyn Mazur på udgivelsen Sound Flower); Prisen Årets alternative jazzudgivelse til ØKSE (for det selvbetitlede album, ØKSE); Prisen Årets single til Ida Duelund (for nummeret, ”Misi Miamo”); Ida Duelund fik også prisen Årets jazzkomponist (for albummet, SIBO); og endelig fik Hvalfugl prisen Årets livenavn og Klein/Karens Minde prisen Årets scene.

Som noget nyt – formodentlig for også dermed at markere dansk jazzmusiks 100 års-jubilæum – introducerede Carreri (læs: arrangøren, Jazz Danmark) fænomenet, ”brandtaler”. I programmet var der tre af slagsen – én ved Kasper Tranberg, én ved Thorbjørn Øllgaard (fra Smag på dig selv) og én ved Marilyn Mazur. Sidstnævnte havde måttet melde sig syg og modtog i stedet in absentia en stående applaus. Tranberg talte om jazzen som kilde til skønhed, frihed og solidaritet – han sagde for eksempel, at ”jazzen er svar på de spørgsmål, du endnu ikke har formået at formulere”. (Jeg tænkte straks på Master Fatman, som kunne have sagt præcis det samme). Og Øllgaard? Som en anden Kaptajn Haddock bandede og svovlede han sig igennem en til dels improviseret opsang til alle dem, der arbejder med rammerne omkring jazzen. Skulle man have taget opsangen alvorligt, skulle prisshowet have været lukket i samme moment.

Dét skete heldigvis ikke, og derfor kunne gæsterne udover den indledende, traditionelle jazz ved Sophisticated Ladies & Kaare Munkholm høre avantgardejazz ved Lotte Anker og hendes nye ensemble, sfæriske guitarsoli ved Casper Hejlesen og medrivende festjazz ved Tabloid. Viften af optrædende afspejlede ganske godt, hvor bredspektret og fri dansk jazz er – trods rammer.

Reportage/nyhed også bragt i musikmagasinet gaffa.dk

Please follow and like us:

  • 0
  • Share