MUSIKANMELDELSE
Den syriske oud-betvinger, Elias Bachoura – som har base i Belgien – solodebuterer i sen alder (51 år) med albummet, Biharayto, og et originalt materiale (otte numre), der alle er skrevet i perioden fra 1998 til 2012 – det vil sige i en årrække, som har involveret en stilfærdig tilværelse i Syrien, en klassisk konservatorieuddannelse i Damaskus, en uddannelse til komponist i Bruxelles, et arabisk forår, en egentlig borgerkrig og en integration i Europa. Ud af alt det er der kommet et album, der tydeligt viser, at den ellers så ydmyge og i andre sammenhænge produktive komponist og instrumentalist, har god grund til at ytre sig. For hans musik bygger tilsyneladende ubesværet bro mellem den traditionelle, syrisk/arabiske musik og den mere moderne, europæiske tilgang til selvsamme. Musikken er magnetisk, betagende. Og så er den fremelsket af en instrumentalist, der virkelig har teknisk overskud. Numre som ”La Révolution” og ”Mélodies orientales” er gode eksempler. De bygger smukt bro mellem traditionen og moderniteten.
*** / Muziekpublique / 47 min.

