KONCERTANMELDELSE
Fænomenet, traditioner, er ikke noget, jeg normalt forbinder med spillestedet Vega. Men der er en undtagelse, og den hedder Thomas Dybdahl.
Det er blevet en tradition, at den norske troubadour optræder i Store Vega op til jul, og hver gang er der om ikke udsolgt, så nær ved. Og dét af gode grunde – Dybdahl er en dygtig sangskriver, sanger og instrumentalist, han er afslappet og morsom, og så har han altså bare et bagkatalog, der siger spar to – med masser af hits, der er streamet millioner af gange.
Da han torsdag aften igen-igen optrådte, var det hans tyvende december-optræden i Vega siden 2004. Og igen-igen blev hans optræden en forbrødring mellem nordmænd (de optrædende) og danskere (deres publikum), der sang med på broderparten af hans engelsksprogede sange.
Genremæssigt favner Dybdahl vidt. Han favner vokaljazzen, americana’en, indiepoppen og soulmusikken. Og det på en elegant, organisk vis. Elegancen og det organiske skyldes ikke bare hans egne kvaliteter som sangskriver, sanger og guitarist, men også hans eminente ensemble – hvori især Arne Skage gør sig bemærket med sin rutinerede omgang med lap steel, elektronik, guitar og tenorsax.
De seks velklædte herrer på scenen stod tilsammen skarpt; de forløste gammelt såvel som nyt materiale med akkuratesse; og de fremstod i det hele taget on the top of it all – selv da der opstod problemer med lyden fra Dybdahls guitar og hans puls, ifølge eget udsagn, ramte 180. De tog sig tid til at løse det tekniske problem, og publikum var med dem. Uanset om de sang og spillede en gammel traver som ”One Day You’ll Dance For Me, New York City” (fra 2004) eller en nyere sang som ”Let Me Love You” (fra 2025). Danskerne var med Dybdahl hele vejen igennem, lyttede aktivt og bidrag hjerteligt, når han bad om akkompagnement med helt simple strofer. Vega blev ét stort kor.
En attraktion ved set-up’et – udover de helt igennem eminente sange og kompositioner – er, at Dybdahl og orkester på én gang er nobelt klædt og agerer voksent og samtidig er meget uhøjtidelige, alt andet end selvhøjtidelige. Spændet mellem de to poler kom eksempelvis til udtryk, da Dybdahl under sin præsentation af sangen, ” One Day You’ll Dance For Me, New York City”, fortalte, at han i dag skammer sig lidt over teksten. ”Da jeg skrev den, havde jeg en minimal selvforståelse og en maksimal selvtillid.” Så raffineret lagde han distance til sin egen tekst. Og igen – danskerne forstod ham (tror jeg). De lo og jublede og sang alligevel med af karsken bælg.
***** / Koncert også anmeldt i gaffa.dk