KONCERTANMELDELSE
Jeg havde svært ved at finde ud af, hvad det helt præcist var, der gjorde forskellen. Men Gregory Porter og hans ensemble havde i begyndelsen af deres optræden fredag aften i Tivolis Koncertsal svært ved at finde melodien, mens de senere helt klart fandt den.
De seks musikere har spillet sammen igennem mange, mange år, så man skulle tro, at melodien som udgangspunkt ville have været der. Men nej. Måske var lyden i deres øresnegle for ringe. Måske var lydmanden ufokuseret. I begyndelsen hang det, de skabte på scenen, i hvert fald ikke sammen. Der var problemer med rytmikken. Med sammenspillet. Og saxofonisten, Tivon Pennicott – han forstyrrede i særklasse lydbilledet. Han fyldte alt for meget – selv om han reelt var (og er) en god musiker. Porters delikate vokal forsvandt i saxofonens vælde og i den generelle kakofoni. Så, ja, indledningsvist kunne de seks på scenen ikke rigtig finde melodien.
Men siden, cirka midtvejs inde i koncerten, opstod der momenter, hvor Porters akkompagnement var stærkt reduceret – og UDEN saxofon – og da hørte man den reelle styrke i hans vokal. Da forstod man, hvorfor han har vundet to Grammy’er for sin vokaljazz med elementer af gospel og soul. Da mærkede man, at han – og de andre – havde fundet melodien.
Med sangen, ”Take me to the Alley”, nåede sammenspillet og koncertoplevelsen de fra start forventede højder. Om det så skyldtes forbedret lyd i øresnegle, fokus fra lydmand eller slet og ret, at Porter havde sunget sig varm, skal jeg ikke kunne sige. Men hvad der før havde manglet, det var der nu. Og godt det samme. For så (gen)opdagede man, hvorfor Porter er en af USA’s pt. største og mest sjælfulde jazzsangere.
Selv har jeg flere gange oplevet Porter i København, hvorfor jeg kan sige, at han 1) er en sublim sanger og 2) som oftest er fåmælt (mellem sangene). Det var han for så vidt også fredag aften, fåmælt. Og dog var der noget anderledes. En subtil form for humor stak hovedet frem. Han nævnte ikke Donald Trump ved navn og omtalte ikke direkte det politisk kaos i sit hjemland, men han sagde for eksempel: ”Tak fordi I lod mig komme ind i jeres land”. Publikum lo, indforstået. Flere perler kom til, eksempelvis baseret på hans egen hudfarve, og alle perler var fint afbalanceret, sofistikerede.
Og netop sangene og musikken – og tankerne om kærlighed, varme og frihed – forblev i centrum. Tankerne tegnede endda standpunkter op – for eksempel om hvilken betydning, Porter tillægger personlig frihed. Og – ja, måske var det kun mig, men – jeg kunne ikke lade være med at aflæse Porters sangtekster som kommentarer til det større, i øjeblikket herskende, politiske klima i USA. Når Porter for eksempel sang sin ”Musical Suicide” og understregede ordene ”I do not agree” – eller, når han sang ”Be Good (Lion’s Song)” – ja, så var det for mig svært ikke at høre det som en subtil kommentar til eller protest mod den orange/hvide herskers agenda.
**** / Koncert også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk