Jomi: Den kærlighed

Please follow and like us:

  • 0
  • Share

MUSIKANMELDELSE

Der er ingen tvivl om, at Jomi (Massage) aka Signe Høirup Wille Sørensen er en ener i dansk musik. Hun har igennem tre årtier været banebrydende – som lydkunstner, komponist, vokalist og instrumentalist. Og fortjent har hun modtaget priser og roser for sine uforudsigelige produktioner og koncerter. Derfor er det notorisk spændende, når hun udsender nyt – sådan som hun gør nu. Materialet på albummet, Den Kærlighed, er – helt i tråd med Jomis hidtidige udgivelseshistorik – uforudsigeligt. Men helt overordnet handler de nye sange om kærlighedens natur, og jeg forstår vitterligt hendes PR-folk, når de lancerer albummet som mindende om et ”musikalsk møde mellem Sebastian og PJ Harvey på en perron i myldretiden”. Teksterne kredser især, synes jeg, om de negative konsekvenser af et umuligt og/eller udtjent parforhold – og titler som ”Sidste duel”, ”Når støvet har lagt sig”, ”Hvad laver du dog her” og ”Du skal væk” indikerer ret klart, hvad det handler om. Kompositionerne – foruden forløsningen – fremstår i sig selv som fortællinger, der understøtter teksterne. Jomi siger, at hun for sig ser ”et stort hus med alt for mange rum, hvor et skænderi er overstået, og en kvinde pludselig ser fuldstændig klart, at hun ikke kan bære alt det, hun bærer”. Måske er det Jomis egen, modne klarhed, der gør, at sangene og musikken fremstår så stilsikre. Jomi har i hvert fald stilsikkert allieret sig med en rock- og jazzbesætning plus strygerkvartet og dét gør hendes næsten kammermusikalske rock- og jazzunivers gennemført ekstraordinært.

****  /  Glorious Records  /  48 min.

Please follow and like us:

  • 0
  • Share