MUSIKANMELDELSE

Jeg har aldrig personligt mødt Rexen, men at dømme ud fra de udsagn om ham, som jeg igennem tiden har hørt eller læst her og der, er han både en særegen karakter og særegen kunstner. Han fremstår i konventionel forstand som en ”rigtig” mand, men han er også erklæret feminist. Og specifikt dét – spændet mellem det maskuline og det feminine – er temaet på hans nye album, The Chauffeur, der på én gang er som et element i et brud med de traditionelle kønsroller og en hyldest af selvsamme – et kunstnerisk take på sager som beskyttertrang, ansvarsfølelse og nærvær. Kunstnerisk kommer temaet selvfølgelig til udtryk i sangteksterne på The Chauffeur, men også i nogle af de æstetiske valg, der instrumentalt og vokalt er blevet truffet før og under indspilningen. For vel har Rexen selv sat sig i førersædet som formidler af tankesættet / temaet, men han har også for første gang overladt ansvar for instrumenter til andre. Med sig i Peter Gabriels Real World Studios har han haft et solidt hold bestående af Silas Tinglef (guitar, trommer og slagtøj), Anders ’AC’ Christensen (bas og klaver), Sasha Agranov (cello), Maria Jagd (violin) og Mette Lindberg og Henry Arthur Gibbs (vokal). Og det hele er så blevet håndteret af John Parish (kendt fra blandt andre PJ Harvey), producer Silas Tinglef og executive producer Peter Littauer. Og resultatet er altså dybt fascinerende, eklektisk og alt andet end konventionelt. Når jeg hører sangene og musikken kommer jeg både til at tænke på så vidt forskellige, mulige forbilleder som Freddy Wadling, Nick Cave og Leonard Cohen. Rexen har en spændvidde, der rækker ud til alle tre. Og sange som ”The Chauffeur”, ”Mr. Romance” og ”Hoik Up!” er altså helt uforlignelige – nok minder Rexen i dem om andre kunstnere og kunststykker, men han er også åbenlyst original og egentlig udansk i sin formidling. Og det kan man have forskellige meninger om, men man kan ikke forblive upåvirket af at høre ham, sådan som han agerer på The Chauffeur. Jeg har hørt albummet flere gange, og jeg kommer fremadrettet til at høre det igen og igen.

****  /  Stunt Records  /  39 min.