KONCERTANMELDELSE
Det er kun få uger siden, hun udsendte sit anmelderroste album, Alt det vi gør for ikke at dø, og heldigvis turde hun både synge og spille en del af de nye sange, selv om det er almindelig kendt, at publikum foretrækker at høre gamle, kendte sange. Signe Svendsen satsede, og godt det samme! For hendes nye sange er gennemarbejdede, solide og træfsikre. Og når hun, som tilfældet var lørdag aften, forvalter dem med en så tilsyneladende let tilgængelig autenticitet, aura og alvor – ja, så når hun sit publikum.
Nu siger jeg alvor! Vel er der alvor i sangene og i Signe Svendsens formidling af dem. Men hun og hendes sange rummer også en skøn distance, humor og selvironi – og fremfor alt en moden ro. Signe Svendsen har både som sangskriver og sanger nået et punkt, hvor det, hun siger og synger, har betydning – uden at det skæmmes af selvhøjtidelighed. Og dét er altså en kvalitet!
Hendes vokal. Hendes toneleje. Det hele er dybt og sikkert. Da hun eksempelvis som solist sang og ved tangenterne spillede nummeret, ”Hvorfor så almindelige” – medens alle de øvrige fem musikere krøb sammen som et lille nærtstående publikum på scenen – ja, da måtte det stå klart for enhver, at hun synger ekstraordinært godt. Jeg bliver selv overrasket, gang på gang – uden at jeg helt præcist ved hvorfor. Men min konklusion efter den udsolgte koncert i DR-Koncerthusets Studie 2 i aftes må være den, at Signe Svendsen som vokalist er blændende god. Hendes teknik, autenticitet og ro – jeg og alle dem, der sad nært omkring mig, var stærkt berørte.
Og midt i det hele var (og er) det altså en gave, at sangene er så melodiske, så enkle og så vedkommende. Når Signe Svendsen for eksempel fortalte om baggrunden for sangen, ”Rosa”, blev man suget ind i livshistorien, poesien, stemningen. Alt fik betydning og bidrog til fortællingen – teknikken såvel som sammenspillet og den dybe vokal.
Med sig på scenen havde Signe Svendsen et band bestående af Lars Skjærbæk på guitar, Rasmus Valldorf på trommer, Signe Sølvsten på bas, Kasper Staub på tangenter og Marie Hageltorn Christiansen på guitar og synths. Og vel udgjorde koncerten i København en afslutning på en lille vintertour med seks koncerter. Vel var bandet af samme grund godt sammenspillet. Men det var alligevel imponerende, hvor stor indbyrdes fortrolighed, der var blandt musikerne og hvor meget, de hver især og tilsammen bidrog til det at fortælle historier. For det var (og er) egentligt det Signe Svendsen gjorde (og gør) – hun fortæller historier. Om stort og småt. Let og svært. Og hun er blændende god til det. Hun er i hvert fald blevet god til det. Om det så skyldes hendes autenticitet og ro, eller om det omvendt er autenticiteten og roen, der er kommet til hende som konsekvens af evnen til at fortælle – det skal jeg ikke kunne sige. Og svaret er også ligegyldigt. Pointen er, at en afklaret rutine kombineret med et teknisk overskud og en afvæbnende humor gør oplevelsen total. Oplevelsen var respektindgydende total lørdag aften i Studie 2.
***** / Koncert også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk