MUSIKANMELDELSE

Den svenske trombonist og vokalist, Nils Landgren, er en helt særlig figur i sit hjemland. Og i Tyskland for den sags skyld. For ét er, at han er en eminent god komponist og trombonist. Noget andet, at han over de sidste 20-30 år har udviklet sig til at være et centralt forbindelsesled mellem den svenske (måske endda nordiske) jazz- og funkscene og publikum i den store (primært tysktalende del af) verden.

Jeg tænker, at Landgren er gode venner med Siggi Loch, der i sin tid stiftede og stadig ejer og driver det tyske label, ACT Music. En stor del af de udgivelser, Loch siden starten i 1992 har udgivet, har – takket være Landgren, som kom til allerede i 1994 – været med svensk deltagelse. Landgren har selv udgivet et hav af album på ACT, og han har taget sine svenske venner med sydpå eller inviteret Loch nordpå for at møde dem i Sverige. Dermed er forbindelsen blevet skabt.

Og i dag forholder det sig sådan, at Landgren tager del, hvis Loch skal fejre noget i Tyskland; Loch tager del, hvis Langren skal fejre noget i Sverige. Det nye album fra Landgren og ACT er et eksempel herpå. Landgren fylder således 70 år to dage efter udgivelsen af Love of My Life, så albummet er en fejring af fødselsdagen og en bekræftelse af den svensk/tyske forbindelse.

Albummet er indspillet live over to omgange – noget af materialet i september 2024, noget af materialet i august 2025 – i begge omgange med Sveriges Radios Symfoniorkester under koncertmester Ulf Forsbergs ledelse. Landgrens amerikanske ven, Vince Mendoza, har arrangeret elleve af de tolv numre for symfoniorkester, og det har han selvfølgelig gjort godt, selv om jeg personligt hælder til bedst at kunne lide det ene nummer, han ikke har arrangeret: Nummeret, ”Waiting”, er arrangeret af Magnus Lindgren og noget af det, jeg godt kan lide ved netop det, er eksempelvis, at Landgren herpå ikke synger, men alene spiller trombone. Nummeret er skrevet af en af Landgrens venner, som også har udgivet i årevis på ACT, nemlig Ida Sand, som også med autoritet synger og spiller klaver på Love of My Life. Arrangementet til nævnte nummer giver god plads til den stærke og livgivende rytmegruppe, der optræder foran eller side om side med symfoniorkesteret: pianisten Joel Lyssarides, bassisten Lars Danielsson og trommeslageren Robert Ikiz. De holder et virkelig højt bundniveau.

I linernotes skriver Landgren, at det altid har været en af hans drømme – sammen med nogle af sine bedste venner – at optræde med et symfoniorkester. Dét ønske er med materialet og albummet her gå i opfyldelse. Men personligt føler jeg, at det store set-up – med afsæt i Mendozas arrangementer – har gjort udtrykket alt for pænt og blankpoleret. Det er især tydeligt i versioneringerne af Cat Stevens’ ”Moonshadow” og Brenda Russells ”Get Here”. Mere jazzede numre som ”Waiting” og ”The Moon, the Stars and You” klæder Landgren bedre, for heri kommer hans trombone og sært uskolede, men så absolut fine og dragende vokal og sans for instrumenthåndtering bedre til rette end i de store set-ups. Noget andet er, at jeg på Love of My Life hellere ville have hørt Landgren og symfoniorkesteret performe flere af hans egne sange fremfor popklassikere som ”Moonshadow” og Randy Crawfords store hit, ”One Day I’ll Fly Away”.

****  /  ACT Music  /  68 min.