Hans Backenroth: For Ray, Milt & MJQ

Please follow and like us:

  • 0
  • Share

MUSIKANMELDELSE

Den etablerede, svenske jazzbassist, Hans Backenroth, fejrer sin 60 års fødselsdag med udgivelsen af et album, der ifølge den medfølgende pressemeddelelse må forstås som en hyldest til den amerikanske bassist, Ray Brown, der i år ville være fyldt 100 år. I virkeligheden er det ikke så enkelt – for albummet må også forstås som en hyldest til den amerikanske vibrafonist, Milt Jackson (der i år ville være fyldt 103 år), og i øvrigt til amerikanske Modern Jazz Quartet (1952-1997), som bl.a. talte Ray Brown, Milt Jackson og John Lewis. (Sidstnævnte har skrevet fire af de tolv standards, som indgår på albummet). Genremæssigt er der på hyldestalbummet, For Ray, Milt & MJQ, tale om et miks af bebop og cool jazz – blues, swing og kammerjazz. Ballader af bevaringsværdig karakter. Leveret i opdaterede versioner af Backenroth og vibrafonisten Roger Svedberg, pianisten Daniel Tilling og trommeslageren Oscar Johansson Werre. Alle gør de det godt, rutineret og sikkert i deres fejring af Ray Brown og hyldest til MJQ. Særlig godt gør Svedberg det – med en stilsikker og stærk instrumenthåndtering.

****  /  Prophone Records  /  55 min.

Please follow and like us:

  • 0
  • Share