KONCERTANMELDELSE

Der var et eller andet ved den koncert, som jeg havde svært ved at greje. På den ene side var Mona Moronis univers i Koncertsalen toptunet, solidt og fængende. På den anden side forblev jeg underligt upåvirket.

Det slog mig, at jeg – hvis jeg skar fem minutter ud hist eller her i koncerten (uanset hvor) og isolerede dem – så ville jeg opfatte de fem minutters drømmepop som ret optimale. Men helheden? Den halvanden time lange popkoncert? Den kom for mig til at fremstå som ensformig, prunkløs, uden kanter, variationer og dermed intensitet og liv.

Ikke at jeg på noget tidspunkt kom i tvivl om Mona Moronis kvaliteter som sangskriver eller sanger. For dét gjorde jeg ikke. Hendes drømmepop var vitterligt solid. Men jeg kunne ikke mærke hende. Jeg kunne dårligt se hende. Og det selv om jeg sad godt og havde frit udsyn til scenen.

Af uransagelige grunde havde Mona Moroni (hvis borgerlige navn er Sofia Storck) og hendes folk valgt at henlægge scenen i en dunkel belysning. Der kom aldrig spot på Mona Moroni eller for den sags skyld på andre af de medvirkende på scenen…

****  /  Koncert også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk – læs den resterende del af anmeldelsen der