Johanna Borchert & Miles Perkin: The Match

Please follow and like us:

  • 0
  • Share

MUSIKANMELDELSE

Det sker, at én plus én, giver mere end to. Det sker for eksempel i tilfældet The Match. Duoen Johanna Borchert og Miles Perkin skaber her noget, der forekommer at være større end det umiddelbart tænkelige. Og det skyldes selvfølgelig både, at de to er et godt match, og at de hver for sig er ekstraordinært dygtige kunstnere – uanset om vi taler om komposition eller improvisation eller det, vi kan kalde musisk formidling.

Pianisten (og vokalisten) Johanna Borchert er tysker, bosiddende i Danmark. Kontrabassisten (og vokalisten) Miles Perkin er canadier, bosiddende i Tyskland. Det må være derfor, de har mødt hinanden – den tyske fællesnævner. Mit gæt vil være, at de fra start har følt et kunstnerisk slægtsskab. I hvert fald er det – ud fra deres musik at dømme – som om de løfter hinanden kunstnerisk. De synes begge at være indstillet på at bryde vante genrer. Begge at være indstillet på at tvinge deres respektive instrumenter i nye retninger. Og ud af det kommer der et fascinerende flot, nyt album – The Match – som byder på musik fra grænselandet mellem den klassiske kammermusik og den avantgardistiske storytelling. (Jeg kan ikke slippe tanken om, at netop denne duo ville matche en kunstner som Laurie Andersson).

Musikken på The Match er i dén grad original – i momenter massiv, i momenter beundringsværdigt minimalistisk og luftig. Men uanset tyngde – så er det som om, den musik, de skaber, rummer en solid fortælling. Musikken er filmisk, til tider industriel, til tider ildevarslende mørk, konsekvent handlingsmættet og betydningsladet. Den har retning. Og så er det altså som om, dens temperatur er målbar.

Der er flere højdepunkter blandt de ni skæringer, men for mig er det ubestridte højdepunkt nummeret, ”Beneath the Undertow”, der balancerer mellem en moderne, minimalistisk, melodisk form for jazz og en mørk form for indierock. Nummeret er simpelthen SÅ dragende. Ligesom i øvrigt en betydelig del af det resterende materiale. Duoens sans for lyd(e)s betydning er i alle tilfælde evident.

*****  /  Enja Records  /  43 min.

Please follow and like us:

  • 0
  • Share