MUSIKANMELDELSE
Den italienske jazzguitarist og hans orgeltrio vender nu, efter ti års udgivelsestørke, tilbage med det nye album, Controra Avenue, og musikken herpå er – helt i tråd med albummets titel – varm og urban. På sæt og vis favner den det sydeuropæiske temperament, samtidig med, at den favner den økstkystamerikanske tradition. At det er tilfældet skyldes selvfølgelig, at albummet både rummer nye, originale kompositioner af Florio, omarrangerede italienske standards og kendte standards fra the Great American Songbook – f.eks. Melvin Howard Tormés og Robert Wells’ ”Born to Be Blue” og Matt Dennis’ ”Will You Still Be Mine”. Men det skyldes ganske givet også, at italienerens sidemen er amerikanere. Med sig i studiet i New York har Florio haft Kyle Koehler på orgel og Carmen Intorre Jr. på trommer – foruden gæsterne, saxofonisten Troy Roberts og vokalisten Laura Taglialatela. Sidstnævnte medvirker kun på det førstnævnte nummer. Med andre ord: Dette her er et instrumentalt album. Og vel at mærke et album, hvorpå musikken swinger – helt i en orgeltrios ånd. Bedst swinger efter min mening Florios eget nummer, ”Taneda”, hvorpå bl.a. Roberts gør en god figur.
**** / Eget selskab / 41 min.

