Gustaf Ljunggren with Skúli Sverrisson: Along the Low Road

Please follow and like us:

  • 0
  • Share

MUSIKANMELDELSE

Den herboende, svenske komponist og multiinstrumentalist, Gustaf Ljunggren, har i den islandske basguitarist, Skúlie Sverrison, fundet en kunstnerisk god makker. Ljunggren er produktiv og indgår i flere konstellationer, men i hans sammenspil med Sverrison sker der alligevel noget opløftende. Synes jeg. For heri udvikler Ljunggrens erhvervede sans for det akustisk, melodiske sig til en særegen klarhed. Genremæssigt er de tos forløsning af Ljunggrens originale kompositioner en skøn, sansemættet og minimalistisk form for kammerjazz, nordic folk og ambient i ét. I udtrykket bidrager Sverrison med et varmt, næsten stofligt fundament, mens Ljunggren smukt ciselerer med et hav af instrumenter – guitar, steel guitar, ukulele, klaver, orgel, synths, saxofon, fløjte, basklarinet m.m. Ljunggren og Sverrison åbner Along the Low Road med en smuk hyldest, en instrumental hymne, i hvert fald en hilsen til klippernes Bornholm med nummeret, ”Lille Skotland”. Og så går det ellers derudad – ikke over stok og sten – men i et melodisk og modent, afklaret og attraktivt emotionelt landskab, der gør, at jeg tænker: Along the Low Road har potentialet til at blive et nyklassisk album.

*****  /  April Records  /  32 min.

Please follow and like us:

  • 0
  • Share