MUSIKANMELDELSE
Det er kun et par år siden, jeg første gange stiftede bekendtskab med jazzkomponisten og –guitaristen Veda Bartringer fra Luxembourg. Det var da hun pladedebuterede med sin kvartet og det respektindgydende album, Deep Space Adventure. Nu følger så et nyt album fra hendes side, Rise and Shine – med en udvidet konstellation – nu med strygerkvartet. Og lige så robust og etableret, Bartringer og hendes kvartet fremstod på debutpladen, lige så robust og etableret fremstår hun og kvartetten på den noget anderledes 2’er. Genremæssigt er der stadig tale om en moderne form for guitarbaseret jazz, der læner sig over imod fusionsmusikken, men strygerledsagelsen gør også noget forunderligt spændende ved Bartringers kompositioner. Det er som om, den tilføjer vitaliteten en form for ro, som om den styrker lyset på el-guitaren og som om den smukt binder bånd over til kammermusikken. Bartringer må være inspireret af et navn som Snarky Puppy, men hendes musik er også dybt original, lyrisk og gribende. Og med den udvidede konstellation får den endda et mere personligt præg, et skønt strejf af vitalitet og karakter. Og titlen, Rise And Shine – refererer så vidt jeg forstår til en frase, der har præget hele Bartringers opvækst og liv som voksen. Og tro mig – selv om musikken har et skær af ro over sig, så har den også en levende sprængkraft, som er fascinerende. Lyt bare til åbningsnummeret, ”Ancestors”, og du vil forstå, hvad jeg mener.
**** / Eget selskab / 42 min.

