KONCERTANMELDELSE

Hen imod slutningen af koncerten med maliske Fatoumata Diawara kom jeg til at tænke på de sidste par gange, jeg har set og hørt punkrockbandet, Skunk Anansie, og dets forsanger, Skin. Der var noget i Diawaras insisterende energi, der mindede mig om Skins. Vel er det med et umiddelbart intimiderende, vredt udtryk, Skin møder sit publikum, hvor Diawara møder sit med åbenlys kærlighed, men det er med samme karismatiske insisteren og samme åbenlyse glæde over sangen og musikken og kontakten med publikum, at de til sidst begiver sig ud i menneskehavet og lader sig omslutte.

Jeg ville have forsvoret, at jeg ville opleve netop dét i Koncertsalen i DR-Byen, for den noble sal egner sig ret beset ikke til dans og kollektiv, kropslig forbrødring. Men i Koncertsalen havde arrangørerne fjernet stolerækkerne på gulvet, så kun publikum på balkonerne sad som vant. Tanken var givet, at publikum på gulvet skulle og ville danse, når jazzfestivalens hovednavn indfandt sig med sin dansable ørkenblues. Og jeg skal fra balkonen medgive, at det, jo længere vi kom ind i koncerten, blev svært ikke rejse sig og fysisk tage del i festligheder og forbrødring. Jeg så flere blandt publikum forlade balkonerne og kort efter dukke op på gulvet for at tage del i festlighederne dernede. For efterhånden som Diawaras ørkenblues tog til i intensitet og styrke og tempo, kaldte gulvet, og med den ordinære koncerts sidste sang, ”Yada”, blev det helt umuligt at sidde stille. Det var i dét, at Diawara selv forlod scenen og begav sig ned på gulvet blandt publikum og lod sig omslutte…

*****  /  Koncert også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk – læs resten af anmeldelsen der.