KONCERTANMELDELSE

Guðrið Hansdóttir var på hjemmebane. Og hjemmebanepublikummet var dedikeret. Eller. Dedikeret? Det er måske ikke det rigtige udtryk. Men de var mange.

Guðrið Hansdóttir var blevet indplaceret på G¡ Festivals næststørste scene, ”Spillestedet”, og dét var ikke så godt. For på den plads, der var til rådighed, stod publikum som sild i en alt for snærende tønde. Selvfølgelig på grund af singer-songwriterens popularitet. Men der var også noget med tidspunktet – kl. 21:50. Det var som om, der netop da indfandt sig et væld af teenagere på festivalpladsen, og de virkede mere optaget af hinanden og/eller fornemmelsen af også at være som sild i en tønde, end af egentlig at opleve Guðrið Hansdóttir. Vel sang nogle af dem med, men i størstedelen af tiden løb de og mindre børn rundt i kåde flokke som ramt af pludselige indskydelser om, at de først det ene, så det andet øjeblik skulle være andre steder end lige netop her – foran ”Spillestedet” – aktivt lyttende.

Uroen, uopmærksomheden, kådheden satte sit præg på Guðrið Hansdóttirs koncert. Ikke at hun lod sig mærke med det, men det må have sat sig i hende. Lige som det må have sat sig i hende, at publikum snakkede og grinede indbyrdes – endda i grupper med ryggen vendt mod scenen. Det klareste billede på, at der i lommer trods alt også blev lyttet, var, at der netop blev sunget med…

****  /  Koncert også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk – læs resten af anmeldelsen der.