KONCERTANMELDELSE

Hun er i besiddelse af en forunderlig kraft, Luna Ersahin – frontfiguren i bandet AySay. For vel har hun en beskeden fysiognomi, men hendes stemmepragt og aura er respektindgydende.

Hun er teknisk dygtig og i den grad signifikant – både som sangskriver og sanger. Og så er hun som sceneoptrædende – og som person – nærværende, autentisk, generøs. Det kan jeg sige med sikkerhed efter at have hørt, set og talt med hende mange gange. Hun er natur ramt af renhed og livsglæde.

Torsdag sen eftermiddag optrådte hun med AySay på Tønder Festival – nærmere bestemt på Bolero scenen – et gammelt, kantet spejltelt i træ, glas og teltdug – en intimscene til trods for, at den kan rumme nogle hundrede publikummer. Spejlteltet blev næsten fyldt op af interesserede, og jeg skal love for, at de fik en fest.

I køen kunne jeg høre, at mange ikke anede, hvad de var på vej ind til. Nogle spurgte: Er det hende der, der optræder med tørklæde på? Andre, skulle det vise sig, var fuldstændig klar over, hvad de gik ind til. De tilkendegav på opfordring fra scenen, at de havde hørt AySay før. Og de jublede og sang med, når mulighederne bød sig. Selv er jeg fortrolig med AySays musik og optrædener, og jeg vender konstant tilbage, for Luna Ersahin og hendes band giver smæk for skillingen på en virkelig medrivende, inkluderende vis. Således også torsdag eftermiddag på Tønder Festival.

Vel var der nogle, der hurtigt fortrak – jeg tror, det var festen og lydniveauet, de ikke kunne forlige sig med. Men de der blev tilbage – ja, de fik den fest, som Luna Ersahin og AySay er mestre i at skabe. De, der blev tilbage, havde lige som jeg svært ved at få armene ned igen.

AySays forrygende miks af anatolsk folketradition og nordisk elektronica er, ja, medrivende. Og det, at Luna Ersahin fortrinsvis synger på kurdisk – mindre på dansk og arabisk – er ingen hindring. Tværtimod tilfører hendes fars modersmål, intonationen og den eksotiske sangteknik – sangene og musikken en besnærende, fortrolig karakter og klang. Både sproget og sangstilen emmer af historik og tradition – kombineret med nutid, fremtid og, ja, glædesfyldt nærvær. Dette sidste sådan at forstå, at Luna Ersahin ikke bare er et popfænomen. Hendes glæde rummer uanede dybder. Tænker jeg.

Og så er der oven i købet det ved det, at Luna Erhasin ikke bare synger. Hun spiller også saz. Og når hun så, som altid, er akkompagneret af et virkeligt velspillende band, ja, så går alt op i en højere enhed. Den virtuose trommeslager Aske Døssing Bendixen og lige så virtuose guitarist Carl West Hosbond danner fundament i bandet. Men med på Bolero scenen var også bassisten Albin Andersson. De fire tilsammen levendegjorde elegant et i forvejen levende materiale – fyrrige sange som ”Ez Kevokim” og ”Yârimsin”.

Stjernen? Det var dog uomtvisteligt Luna Ersahin, som med sit glædesfyldte væsen og veludviklede festgen ejede såvel scene som publikumsområdet. Da hun som vanligt tog en runde ud blandt publikum og virkelig var i øjenhøjde med os udbyggede hun bare intimiteten. Hendes samtidige styrke og sårbarhed blev os andre til del.

*****