Ciao Kennedy: Solarium

Please follow and like us:

  • 0
  • Share

MUSIKANMELDELSE

Belgiske Ciao Kennedy lyder som et prof band, men i virkeligheden er de fem venner i kvintetten henholdsvis lærer, advokat, socialarbejder, cykelsmed og mejerist. Det er med andre ord kun i den del af deres fritid, som de har tilbragt sammen, at de som semiproffe kunstnere har kunnet fremelske den dynamisk dansable, elektroniske jazz/post-rock, som i løbet af bare en håndfuld år er blevet deres kendetegn. Dén jazz/post-rock er til gengæld blevet så stilsikker og raffineret, at det virker selvfølgeligt, at kvintetten er blevet bemærket i det ganske Belgien (og omegn), og i dag genrebeskrives som ”The Brussels Sound”. Samuel du Fontbaré (guitar), Léopold de San (guitar), Louis Gaillard (keys), Gaspard de Bellefroid (bas) og Simon Boonen (trommer) har i de sidste år erhvervet sig erfaring og konsolideret deres kunstnerisk originale platform. Derfor fremstår Ciao Kennedy i dag også som solidt sammenspillet og særegen. Og det altså til trods for, at Solarium er konstellationens første album – om end efter et par epokegørende EP’er. Den legesyge, elektroniske form for repetitiv jazz/post-rock, som konstellationen fremelsker er overbevisende, kalorierig, opulent og original. Og dog minder enkelte numre – f.eks. ”3Stuck” mig om Jean-Michel Jarre (som han ville have lydt, hvis han havde været på speed).

*****  /  sdban ultra  /  38 min.

Please follow and like us:

  • 0
  • Share