Robert Lee: Cha-Ran

MUSIKANMELDELSE Han kaldes en ”rising star” på den canadiske jazzscene, bassisten Robert Lee. Men han er også en mand med sydkoreanske rødder og en mand, der søger sin egen kunstneriske identitet i musikken. Netop dét er hans erklærede mål med albummet, Cha-Ran. Herpå søger han bevidst og begavet at udfordre jazzgenren og improvisationsmusikken – med…

Continue reading →

George Crotty Trio: Chronotope

MUSIKANMELDELSE Dette andet album fra canadiske George Crotty Trio er ganske usædvanligt. Både fordi Crottys musik balancerer mellem kammerjazz, folk og world, og fordi Crotty himself spiller cello – et i jazzsammenhænge sjældent instrument. På coverets bagside, står der, at albummet i butikkerne skal indplaceres på hylderne under ”jazz”, men i realiteten er musikken på…

Continue reading →

Catrin Finch & Seckou Keita: Echo

MUSIKANMELDELSE Catrin Finch og Seckou Keita er på papiret et umage par. Hun er hvid, han er sort. Hun er fra Wales, han er fra Senegal. Hun er klassisk uddannet harpenist, han er autodidakt coraspiller med sine rødder i hjemlandets tradition. Men sangen, musikforståelsen og kvalitetsbevidstheden har de tilfælles, og sammen udgør de en exceptionel…

Continue reading →

Tobias Wiklund: Silver Needle

MUSIKANMELDELSE Tobias Wiklund er lidt dansker, mest svensker. Lidt trompetist, mest kornettist. Og som sådan ikke bare en habil instrumentalist, men også en stabil komponist. På sit nye, andet album i eget navn – efter den succesrige solodebut, Where the Spirits Eat, fra 2019 – overbeviser han endnu engang med en personlig, meget varm og…

Continue reading →

Jacob Gurevitsch: Yellow Spaceship

MUSIKANMELDELSE Langt de fleste herhjemme kender Jacob Gurevitsch’s ansigt fra hans medvirken som guitarist i The Antonelli Orchestra – husorkesteret i TV2’s Toppen af poppen og Vild med dans. Nogle genkender ham måske fra hans tid som guitarist i Savage Rose. Hvad de færreste imidlertid nok ved er, at han i eget navn er en…

Continue reading →

Joji Hirota: Prayer’s Tale

MUSIKANMELDELSE At lytte til japanske Joji Hirotas nye album, Prayer’s Tale, er i lange stræk som at lytte til et soundtrack fra en dramatisk japansk film med kampscener, vidstrakte landskaber og heller af, landsbyer og samuraier. Prayer’s Tale er et soloalbum, og alt hvad man hører er den rutinerede viruos’ elegante og voldsomme tromme- og…

Continue reading →