MUSIKANMELDELSE
Ozan Baysal er en tyrkisk født komponist og instrumentalist. Hans foretrukne instrument er det traditionelle, anatolske strengeinstrument, baglama’en, som sædvanligvis har ét langt gribebræt, én dråbeformet krop og seks strenge i tre baner. På debutalbummet, Tel ve Ten (tyrkisk for ”strenge og hud”), spiller Ozan Baysal dog på en modificeret udgave af instrumentet – med to gribebrætter. Og så spiller han de komplekse syv numre – hvoraf flere er af egen avl – på traditionel vis. Den kunstform kaldes şelpe. Der er flere instrumenter med i lydbilledet, ja, endog en vokal, men baglama’en er og bliver det centrale, altdominerende instrument i de lydbilleder, der er så besnærende, intense og hypnotiske. Det hele er klart rundet af traditionen, men der er også noget moderne, nutidigt over lydbillederne. Og det skyldes både instrumentmodificeringen og det element af improvisation og original genskabelse af traditionelle melodier, som albummet byder på. I en vis forstand bygger Ozan Baysal bro mellem de traditionelle, anatolske folkemelodier og jazzens harmonier. Og dermed skaber han nogle forfriskende nye og dragende lydbilleder.
**** / ARC Music / 29 min.