Kaytranada live i KB Hallen, Frederiksberg

Please follow and like us:

  • 0
  • Share

KONCERTANMELDELSE

Jeg har været til mange koncerter, men jeg har aldrig før oplevet så gennemført et scene-, lys- og visualsshow, som det haitiansk/canadiske Louis Kevin Celestin aka Kaytranada havde med sig under den Timeless-tour, som fandt sin afslutning onsdag aften i KB Hallen på Frederiksberg. Hans show var intet mindre end spektakulært – teknisk såvel som kunstnerisk.

Jeg evner ikke tilnærmelsesvis at forklare hvori det ekstraordinære bestod, men kombinationen af mange meget bevægelige projektører, ”konventionelle” videoklips på bagvæggen plus live-videooptagelser på stedet med diverse effekter gjorde den visuelle oplevelse overvældende.

At lydniveauet samtidig var så massivt, at alle indre organer føltes som blev de ommøbleret, gjorde bare det hele endnu mere overvældende.

Og – nok så væsentligt: det hele var ikke effekter for effekternes skyld. Centralt i bombardementet af indtryk stod nemlig en kunstner, der både som DJ, producer og sanger/rapper fremstod som vital, fokuseret og i kontrol. Han mestrerede både det at optræde (i de stramt koreograferede og komplekse rammer), at spille og at synge/rappe. Han var åbenlyst fortrolig med håndteringen af det hele; han var professionel; og så var han til stede – troværdigt glad for at stå på en scene foran sit dedikerede danske publikum.

Kaytranadas Timeless-tour skulle naturligvis understøtte det elektroniske dance-album af samme navn, som han udsendte i 2024 og som i Gaffa fik overskriften: ”En overflod af hypnotiske beats og bouncy breaks”. Det var den overflod, den 2 gange Grammy-vindende Kaytranada havde med sig på scenen i KB Hallen, når han fra det nye album performede numre som ”Preasure”, ”Feel a Way” og ”Drip Sweat”. Hans optræden var magnetisk – rundet, som nævnt, af professionalisme, men også af generøsitet og noget så simpelt som glæde.

Og at dét smittede af på publikum var selvklart. Mange af de tusinder af publikummer, der stod på gulvet og balkonerne var fortrolige med Kaytranadas tekster – mange sang med og langt de fleste, vil jeg mene, gav efter for gaven fra scenen og gik i henført ekstase. Dét var jeg selv for gammel til, men hans optræden aftvang mig alligevel den største respekt, fordi den var velsmurt og uden antydning af rust eller metaltræthed. Kaytranadas optræden var alle de mange billetkroner værd.   

*****  /  Koncert også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk

Please follow and like us:

  • 0
  • Share