MUSIKANMELDELSE

Kira Skov er i min optik en af Danmarks absolut bedste singer-songwritere. Det har hun været i et årti. I hvert fald. Hun er også en eminent fortolker – uanset om det så eksempelvis er Leonard Cohen eller Billie Holiday, hun fortolker. For sagen er den, at hun – uanset om det er eget materiale eller andres hun videreformidler – gør det med en helt særegen nerve, intensitet og sårbarhed.

Faktisk har jeg tænkt, at det – med sådan et udgangspunkt – må være svært at videreudvikle sig som kunstner. Men dén tanke føler jeg, at jeg med det nye album kan skyde til hjørne. For på What Ties Us Together Will Keep Us Apart mener jeg, at Kira Skov viser nye sider af sit talent. Og det især hvad angår sangskrivning og genrevalg.

Sangene er hendes egne – de er meget personlige, modne, men også helt universelle og fremfor alt, lyriske. Og så er de – i et tæt samarbejde med partneren, guitaristen og altmuligmanden Silas Tinglef – blevet rå, kantede og så absolut direkte.

Kira Skov og Silas Tinglef har selv skabt det meste – komponeret, indspillet og produceret – men i momenter, på enkelte numre hører man også gæster optræde i studiet: eminente Maria Jagd på strygere, solide Anders ”AC” Christensen på bas, sprælske Ned Ferm på blæsere, himmelstræbende Anders Trentemøller på synth bas og supertalentfulde Lo Ersare på kor.

Det er min oplevelse, at konstellationen – selvfølgelig med Kira Skov og Silas Tinglef i førersædet har søgt og fundet et netop råt, kantet og direkte udtryk i et genrevalg, der nok skifter en smule, men som udgangspunkt må kaldes folkrock. Flere af kompositionerne er ret enkle. Alle er melodiske. Og alle rummer de instrumentale raffinementer, som klæder det helt centrale – sangen, vokalen.

Det er klart, at nogle af sangene er mere umiddelbart tilgængelige end andre – det er for eksempel ”Ordinary People” og ”Passed Down”, som er to af de singler, der er udsendt som et varsel om albummet. Førstnævnte handler om følelsen af fremmedgørelse og ensomhed, sidstnævnte om nedarvede traumer og opgøret med selvsamme arv – begge disse sange, ja alle sangene på albummet, tager i høj grad afsæt i Kira Skovs egen fædrene families historie.

Men jeg hæfter mig også ved albummets mere sekundære sange – især ”Waterfalls”, som alt andet lige må være albummets vigtigste sang. Det er dén sang, der har lagt titel til albummet, og som handler om dilemmaet: Hvad skal siges og ikke siges i en nær relation. Men også en sang som ”Shame”, der handler om bevidstheden eller manglen på selvsamme over nedarvede mønstre, der hæmmer opbygningen af relationer til andre mennesker.

Kira Skovs nye sange er vitterligt personlige, men de er også universelle og, som nævnt, lyriske. Og dét er virkelig en kvalitet.

******  /  Stunt Records  /  45 min.  /  Også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk