MUSIKANMELDELSE Lee Konitz har om den tyske jazzpianist, Florian Weber, sagt: ”Florian er en af de mest kreative pianister, jeg til dato har spillet med. Hans musik er totalt fri. Den har tekstur og nerve, er bare skøn.” Når jeg selv lytter hans debut duo-indspilning på ECM med Markus Stockhausen (trompet) – og nu til dette andet album, Lucent Waters, med Ralph Alessi (trompet), Lind May Han Oh (kontrabas) og Nasheet Waits (trommer) – må jeg erklære mig enig med Konitz. Webers musik er fri, har tekstur og nerve og er i passager umådelig smuk og dragende. Albummet som helhed fremstår åbent, udforskende og samtidig solidt funderet i jazzens fundament. Kontrasterne i de fire musikeres spil fremhæves – f.eks. kontrasten mellem Han Ohs groundede bas og Waits’ flydende trommespil – og netop dét skaber et optimalt udgangspunkt for Ralph Alessis elegante input. Men centralt i lydbilledet står alligevel Webers distinkte klaverspil, det frie, det udsøgte, det stringente. Weber er i sandhed en virtuos på instrumentet.
**** / ECM Records / 42 min.