MUSIKANMELDELSE
Den danske singer-songwriter, ISSE (med det borgerlige navn, Isse Sandorf Uth Jacobsen) udsender med Vita Nova sit andet studiealbum – som en hyldest til livet med alle dets nuancer – skygger og lys, svaghed og styrke.
Sangene på albummet er personlige – jeg tænker, at de afspejler momenter eller elementer i en udviklingsproces, som ISSE selv har været igennem – i den forstand, at de fremstår som spejlinger af følelser og refleksioner hos en kvinde, der som ISSE går fra at være ung til at blive voksen forældre og påtage sig ansvar for andet og mere, ja, andre end sig selv.
På sæt og vis fremstår sangene som selvpsykologiserende. Det indikerer sangenes titler til og med: ”Forvirret”, ”En mod hele verden”, ”Forsvinder væk” og ”Rejs dig op” for eksempel. Teksterne er ligefremme. De handler om valg, livsændringer og selv(gen)opdagelse. De beretter om iagttagelser i hverdagen og iagttagelser ved særlige situationer, men er under alle omstændigheder personlige afrapporteringer / refleksioner snarere end lyriske tekster.
Musikken, den er konventionel, en ret typisk form for god, gedigen, dansk popsnedkeri. Lyt for eksempel til en sang som ”En mod hele verden”, og du vil høre lighedspunkter med flere danske popsange, sådan som de er blevet kreeret gennem årtier. Kompositionerne, ja, arrangementerne er konventionelle, instrumenteringen lige så. Og så er der desværre, synes jeg, noget lidt forceret over ISSEs sang, og det ærgrer mig, fordi hun faktisk har en god sangstemme. Det er som om produktionen, ja, udtrykket som helhed er blevet målrettet open air festivaler. Problemet er bare, at mange mulige nuancer dermed skubbes i baggrunden, hvilket er ærgerligt, når nu tematikkerne er så intimt sårbare og stemmen på én gang så sårbar og stærk.
Sært nok er det albummets allersidste sang, ”Love and Bone”, der bedst forener tekster, intimitet og produktion. Den sang er efter min mening albummets bedste. Og som det eneste synger ISSE her duet med sin mand, Gabriel Jacobsen, som også har produceret netop den ene sang ud af de i alt ni. Skulle jeg give ISSE en kunstnerisk anbefaling ville det være fremadrettet at søge ud ad intimitetens, sårbarhedens, poesiens og ægtefællens vej.
*** / Sandorf Records / 33 min. / Også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk