Da jeg møder den danske tenorsaxofonist, Jan Harbeck, og den amerikanske ditto, Walter Smith III, uden for The Village Recording studiet i Vanløse en aften i juni er de begge meget overskudsbetonede. To aftener har de afsat til at indspille det materiale, der skal blive til Harbecks nye album, men allerede i løbet af den første aften er det lykkedes dem at indspille al materialet. Så nu står de her – forud for anden aften – med spørgsmålet: ”Hvad nu?”

”Der er to-tre numre, vi kan forbedre, men resten sad i skabet første gang,” siger Jan Harbeck. ”Derfor er der ikke heller ikke så meget andet, vi kan gøre i aften, end frit at genindspille numrene i andre arrangementer. Eventuelt kan vi skifte position, så Walter spiller melodierne i de numre, jeg påtog mig i aftes.” Han siger det med spontan glæde i stemmen.

Walter Smith III står ved siden af, med sin saxofon i favnen, afslappet, smilende.

Smilet forvandler sig imidlertid til at grin, da jeg spørger Harbeck, hvad han oprindeligt sagde til Smith III, da han havde besluttet lige netop at spørge ham, om han ville være med på det nye album. De to kendte ikke hinanden på forhånd, men Harbeck havde selvfølgelig en idé om, hvad Smith III stod for.

”Jeg brugte faktisk temmelig lang tid på at skrive en mail på forståeligt engelsk og forklare, hvad der var min idé med de nye indspilninger,” fortæller Jan Harbeck.

De griner begge ved tanken om den mail.

 

39-årige Jan Harbeck har i løbet af de seneste år markeret sig i Danmark med det, Politiken har kaldt ”fuldfed, old school swing-tenorspil.” En stil med tråde direkte tilbage til blandt andre Ben Webster. Han har spillet i en stribe danske big bands – blandt andre Ernie Wilkins Almost Big Band, Tivolis Big Band, Ib Glindemanns Big Band, New Music Orchestra og Niels Jørgen Steens Monday Night Big Band – men er i de seneste år også sprunget ud som solist og kapelmester. Og som sådan har han nogle fremragende CD’er som In the Still of the Night og Copenhagen Nocturne bag sig.

33-årige Walter Smith III er en af de mest anerkendte amerikanske tenorsaxofonister i sin generation. Han har spillet med blandt andre Terence Blanchard, Roy Haynes, Christian McBride, Christian Scott og Ambrose Akinmusire og er kendt for sin rige, luftige, transparente lyd, for sin evne til at afdække forbindelsen mellem det harmoniske og det rytmiske og for den energi, der opstår ud af hans dybe forståelse for swing og hard-bop.

Det var tanken om egne kvaliteter og interesser – i et match med Walter Smith III’s – der tiltrak Harbeck. Han havde set og hørt for sig en forlængelse af det univers, som Eddie ”Lockjaw” Davis og Paul Gonsalves havde skabt på albummet Love Calls fra 1967.

 

”Love Calls er en skøn plade hvorpå Eddie ”Lockjaw” Davis og Paul Gonsalves helt stilfærdigt og smooth stiller standards. På pladen kan man det ene øjeblik høre den ene spille, så den anden. Da jeg kunne forbinde Walter med den sound, der er på pladen – og da jeg i øvrigt elsker Walters lyd – var det oplagt at spørge ham, om han ville være med. Og svaret kom prompte. Han sagde ja. Jeg blev bare så glad og beæret! Og nu er han her,” tilføjer Jan Harbeck så, mens han med noget, der minder om en blanding af ømhed og ærbødighed ser på sin amerikanske kollega. ”Og alt fungerer.”

”Jeg kender nogle stykker her i Danmark,” tilføjer Walter Smith III, ”men jeg havde aldrig mødt Jan Harbeck.”

Men hvad tænkte du, da du modtog den danske musikers mail?

”Jeg modtager mange af den slags mails og ofte fra folk, jeg aldrig har mødt før. Invitationer til en optagelse eller en tour. Men jeg kan ikke tage imod dem alle – blandt andet fordi det ikke er alle, der er dygtige nok. Eller fordi det ikke passer ind i mine planer. Men jeg kunne fornemme på Jans mail, at det var en af dem, jeg skulle svare ja til. Jeg hørte noget af det, han havde lavet, og på den baggrund tænkte jeg, at det ville være cool at blive en del af projektet.”

 

”Noget andet er,” tilføjer Walter Smith III, ”at jeg faktisk aldrig for alvor får muligheden for at spille standards som dem, Jan foreslog. Også derfor var det interessant for mig at sige ja til invitationen.”

Hvorfor får du ikke den mulighed?

”Standards indgår ikke i min professionelle karriere, som næsten udelukkende handler om original og anderledes musik.”

Men hvad fik dig til at ønske, at gå ned ad denne vej, nu?

”Jeg har altid haft lyst til det. Min karriere har bare formet sig sådan, at det blev en anden vej, jeg gik. Derfor er det altid interessant for mig at sige ja, når jeg får en chance, som den Jan gav mig. Hans idéer er gode, og nogle af de numre, han valgte, er cool.”

Foruden de originale kompositioner, havde Harbeck til optagelserne valgt disse standards: Blues in the Night, Goodbye, Oblivion, East St. Louis Toodle-Oo, I Concentrate on You, New Orleans, Don’t Let the Sun Catch You Cryin’, May Each Day, Never Let Me Go og Black and Tan Fantasy.

”Men selv om du sædvanligvis spiller moderne jazz, som passer til den nutidige, hippe New-York’er-jazzscene og ikke spiller standards, så er din måde at spille på meget god til standards,” tilføjer Harbeck, med blikket rettet mod Smith III. ”Derfor gav det mening at henvende sig til dig.”

 

Jeg spørger Walter Smith III, hvad han tænkte om Jan Harbecks måde at spille på, da han første gang hørte den.

”Han spiller smukt. Han har en god, ubesværet lyd. Der var masser af det, jeg hørte, hvor jeg tænkte: Hvordan gør han det så stilfærdigt? Hans lyd er virkelig cool. Da vi mødtes første gang og han fortalte, at han var inspireret af Paul Gonsalves, tænkte jeg: Dét giver mening! For det er på sin vis ham, jeg hører, når jeg lytter til Jan Harbeck. Ikke for at sammenligne de to, men der er et slægtsskab imellem dem. Og da jeg ofte hørte Paul Gonsalves i min barn- og ungdom, føltes det helt naturligt at sige ja til invitationen. At spille sammen med en, der var så åbenlyst inspireret af Paul Gonsalves, det ville virkelig være cool.”

Hvad tænkte du så, da du så listen af standards, som han ville have dig til at medvirke på?

”Først tænkte jeg: Der er mange!”

Harbeck griner.

”Men jeg tænkte også, at det var standards, som ikke tilhørte det repertoire, jeg sædvanligvis spiller, når jeg en sjælden gang spiller standards. Så for mig indebar repertoiret en decideret udfordring. Jeg følte, jeg var nødt til at udforske andres tilgang til dem, før jeg selv gav mig i kast med dem, så jeg ikke gik galt i byen. Men de var alle fede.”

Hvordan er det at spille to saxofoner op imod hinanden?

”Det er fedt,” svarer Smith III. Så længe det ikke udvikler sig til en konkurrence. For det er, hvad der ofte sker. At det udvikler sig til et battle. Og det påvirker musikken, som ikke bliver afslappet, men præget af en forceret kraft. Derfor var vores måde at spille på også cool og unik.”

 

Vi bevæger os ind i selve studiet, der mere eller mindre står, som musikerne efterlod det aftenen forinden. Uden vægge til at adskille de forskellige musikere. Jan Harbeck fortæller, at det har været fedt at optage under de konditioner, selv om de også medfører, at de enkelte instrumenter del af helheden ikke efterfølgende kan ”fikses”, eftersom de ikke kan adskilles. ”Men det giver en varmere lyd, og vi kan spille uden hovedtelefoner, fordi vi står lige ved siden af hinanden. Så i sidste ende er det, man hører, det der er blevet indspillet.”

De to tenorsaxofonister kaster blikke rundt i rummet, som æstetisk ikke er den store oplevelse. ”Men akustikken er fantastisk,” fortæller Harbeck.

Albummets øvrige musikere begynder at indfinde sig, alt imens jeg spørger Walter Smith III hvordan det originale materiale er, sammenholdt med de nævnte standards.

”Det hele passer sammen på forunderlig vis. Så jeg formoder, at Jan har skrevet det, men de nævnte standards som reference. Når du hører dem, er du simpelthen i tvivl om hvorvidt, de er standards eller nye. Der er nogle fede nogle imellem.”

”Mine to seneste udgivelser,” siger Harbeck, ”har været rene standardplader. Men denne gang ville jeg have nogle af mine egen med. Jeg ville bare samtidig sikre mig, at der var tilstrækkelig mange standards til at vi kunne nøjes med dem, hvis mine egne kompositioner ikke fungerede. Men nu synes jeg selv, det hele hænger sammen.”

 

Også trykt i magasinet Jazzspecial