Trevor Giancola Trio: Fundamental

Please follow and like us:

  • 0
  • Share

Den canadiske guitarist, Trevor Giancola, har med den rutinerede bassist, Neil Swainson, og den unge trommeslager, Adam Arruda skabt en fornem og teknisk meget habil jazztrio, som på albummet, Fundamental, dokumenterer hvor forrygende godt, den formår at håndtere samspillet i såvel standards som nye kompositioner. De tre musikeres samspil er organisk, sanseligt og tilsyneladende meget ubesværet. Deres musik er smuk, drevet af guitaren, men hele tiden holdt op af en eminent basgang og et meget fint tilbageholdt trommespil. Genren er moderne jazz med tydelige melodilinjer og plads til improvisation. Fundamental rummer standards af blandt andre Cole Porter, Bill Evans og Joe Henderson, men også fine nye numre, der smyger sig ud og ind imellem de etablerede numre. Disse nye numre er alle skrevet af Trevor Giancola, der altså også demonstrerer en evne til at lytte og skabe nyt på baggrund af det, han har hørt – dog uden at revolutionere eller fremstå som særskilt original. Fundamental er forfriskende, men ikke revolutionerende.

****  /  Eget selskab  /  55 min.

Please follow and like us:

  • 0
  • Share