“Vildt og vemodigt”… Interview med Anna Kruse

Please follow and like us:

  • 0
  • Share

Ella Fitzgerald og Billie Holiday var forbilleder. Men så flyttede Anna Kruse til Danmark og genopdagede sit eget sprog, svensk, og med det – Monica Zetterlund, Eva Dahlgren, Rebecka Törnqvist. Og digteren, Edith Södergran, som siden har været omdrejningspunkter i hendes musik!

Det hele startede med det, der måske var en henkastet bemærkning. Den herboende, svenske sangerinde, Anna Kruse, havde længe skrevet musik til digte, hun kunne lide. Og nogle af de digte havde været af Edith Södergran – den sagnomspundne svensk-finsk-russiske digter, der døde i 1923. Anna Kruse havde bare ikke gjort sig klart, at der kunne opstå en særlig kærlighed, endda et særligt bånd mellem hende og netop dén digter. Men dét gjorde der, opdagede hun, efter at en lærer – måske lidt henkastet – havde spurgt, om ikke hun skulle koncentrere sig om at skrive musik til Södergrans digte!

”Jeg tænkte, først lidt tøvende: ’Jo. Jo!’ Jeg var – og er – meget kræsen og tekstbevidst, og havde – også dén gang – svært ved selv at skrive sangtekster. Men med bemærkningen begyndte jeg mere målrettet at fordybe mig i Edith Södergrans digte, og snart forstod jeg, at det ville være en lettelse for mig at slippe mine egne tekster og give mig hen til hendes. Vel er hendes digte uden fast rytme og rim, vel spænder de ben for læseren, men netop dét gav mig et kick. Jeg fandt ud af, at jeg bare skulle undgå at stå i vejen for digtene, når jeg fortolkede dem og skrev musik til dem. Og dén opdagelse bandt et særligt bånd mellem mig og Edith Södergrans digte.”

Anna Kruse indspillede og udsendte i årene efter lærerens henkastede bemærkning to anmelderroste album med tekster af Edith Södergran – Lyckokatt i 2009 og Champagne Fötter i 2013 – og gav i forlængelse heraf mange koncerter rundt om i Norden. Den svensk-finske skuespillerinde, Stina Ekblad, som selv er tæt knyttet til Edith Södergrans digte, optrådte i 2009 ved debutkoncerten i København med oplæsninger.

Om det første album sagde Stina Ekblad: ”Edith Södergrans poesi og Anna Kruses musik og stemme møder hinanden som søstre fra hver sin tid. De går hånd i hånd, klangfuldt, drømmende, vildt og vemodigt.”

Nu, under arbejdet med det tredje album, Himlens rand, og den medfølgende EP, som udkommer i november 2017, er Stina Ekblad blevet mere direkte involveret. Denne gang læser eller reciterer hun Edith Södergran-digte på fem af dette albums tolv sange. Hendes oplæsning eller recitation danner så at sige bund i de pågældende sange; tilfører dem en gribende, blå stemme! Og for Anna Kruse har dét været fantastisk.

”Stina Ekblads indlevelse og musikalitet gør for mig Edith Södergrans digte levende. At høre Stina Ekblads stemme er for mig som at høre Edith Södergrans. Stina Ekblads timing! Alene dén ændrer indtrykket af hvilken sum af livserfaring, der ligger i teksterne.”

Det var imidlertid ikke kun Edith Södergrans digte, Anna Kruse for ti år siden blev så optaget af. Hun blev også optaget af digterens karakter.

”Jeg begyndte at læse om Edith Södergran og fandt hende som person dragende. Hun havde noget rebelsk over sig og trak på skuldrene overfor de herskende normer for, hvordan man skulle være som kvinde. Jeg ville nok selv være blevet bange for hende, hvis jeg havde mødt hende. For hun pleasede ikke, men busede frem mod mangt og meget! Men dét inspirerede mig, fordi jeg selv kan være genert og tilbageholdende.”

”Edith Södergran døde i 1923, syg og fattig. Alt det, hun i sin tid – som en del af overklassen i Skt. Petersborg – havde ejet, var forsvundet med den russiske revolution, og mand og børn fik hun aldrig. De sidste år blev hun plaget af tuberkulose. Men netop set i dét lys er det vildt, at hun til sin død kunne skrive så inderligt smukke digte. Hun bibeholdt livskraften og en poetisk styrke. Som oftest bliver hun fremstillet som svag, men hun var stærkere end som så, og det fik jeg bekræftet, da jeg læste Agneta Rahikainens store biografi på svensk, Kampen om Edith. Dén gør op med myten om Edith som et skrøbeligt offer og skildrer hende som en nysgerrig, moderne og rebelsk kvinde med ben i næsen. Det er min egen intention at præsentere Edith Södergrans digte kraftfuldt og med værdighed. Vel er der følelser i teksterne, men de følelser præsenteres som værdige og kraftfulde.”

”Når jeg læser Edith Södergrans digte, får jeg altid en klar fornemmelse af i hvilken retning, min musik skal gå. Alligevel bliver jeg hver gang, jeg laver en plade, overrasket. Teksten til nummeret, Lysfältt, er for eksempel kraftfuld, men musikken er blevet utrolig melankolsk. Hvorfor, ved jeg ikke. For hvert album har jeg troet, at det ville blive en kraftudladning, men det er det aldrig blevet. Og det kan hænge sammen med, at jeg bestræber mig på at komme så tæt på teksterne som muligt og først undervejs i processen med at afdække deres lag opdager dybde, som tager musikken i andre retninger.”

”Selv om Himlens rand er et vokaljazzalbum, rummer det tydelige elementer af pop og folk. Man vil kunne genkende tonen fra de første album, men man vil også kunne høre, at flere af sangene har fået en tydeligere form; at de er blevet mere poppede. De skulle have været friere, men er blevet ret stringente. En tekst som, Landet som icke är, er for eksempel ærefrygtindgydende, men sangen er blevet albummets mest poppede.”

”Det er det, der er så fint ved Edith Södergrans digte, at man bare skal følge dem og undgå at stå i vejen for dem, når man skriver musikken. Så finder de selv deres egen form. Og så håber jeg, at der er nogle derude, for hvem sangene giver mening.”

At Edith Södergrans digte blev så afgørende vigtige i Anna Kruses musik skyldtes, at ”tekster skal komme fra sjælen, hjertet eller kroppen. Gør de ikke det, bliver de fortænkte.”

”Mine egne tekster… Det kan godt være, at jeg både er kræsen og præstationsangst, men de nåede altså ikke et niveau, hvor jeg kunne mærke dem. De rummede ikke den sanselighed, som jeg søgte. Men det gjorde Edith Södergrans. Med hendes tekster kan jeg som fortolker og formidler til stadighed være mig selv. Hendes tekster er fremmedelementer, der giver mig modstand. Det var opdagelsen af dét, der helt generelt gjorde, at jeg begyndte at fortolke. Jeg har endnu ikke opgivet mine egne tekster, men jeg tror, jeg har brug for at øve mig meget.”

”Og der må jeg sige, at det har været helt usædvanligt fint at holde Edith Södergran i hånden. Jeg har konstant haft følelsen af, at hendes tekster er enestående! Jeg har skrevet musik til dem, men teksterne i sig selv er mesterlige – og for mig som fortolker: tryghedsskabende. De er blevet en del af mig, men er også forblevet andet og mere: uudtømmelige kilder til erkendelse.”

”Hvor jeg har mange indre ’smagsdommere’ hvad angår teksterne, forholder det sig helt anderledes med musikken. Hvad den angår, har jeg ikke ingen indre smagsdommere. For musikken er, som den er. Jeg føler, jeg kan stole den! Den er ikke skabt ud fra, hvad jeg gerne vil, men ud fra, hvad jeg faktisk kan. Jeg skriver den, og har det altid godt med den. Teksterne er tydelige og har en konkret betydning, musikken er stafage.”

”Da teksterne konstant åbner for nye fortolkninger har jeg bare svært ved at slippe et album i processen. Om dét så handler om musikken eller teksterne, ved jeg ikke, for de to ting går hånd i hånd. Men jeg ved også, at der kommer et tidspunkt, hvor jeg skal slippe. Et tidspunkt, hvor jeg ikke kan gøre udtrykket bedre. Sædvanligvis er jeg selv inde over alle beslutninger i studiet, men denne gang har jeg ladet Gustaf Ljunggren producere og mixe. Og det har gjort det hele lidt lettere, fordi han så sikker og intuitivt dygtig. Det har denne gang gjort det lettere for mig at slippe albummet i processen.”

Himlens rand lanceres den 17. November 2017 ved en koncert i Brorsons Kirke på Østerbro.

Interview også publiceret i magasinet JazzSpecial

Please follow and like us:

  • 0
  • Share