Diverse kunstnere: Fyrre kunstplakater, én jazzfestival

Please follow and like us:

  • 0
  • Share

BOGANMELDELSE    Copenhagen Jazz Festival, som man reelt – på baggrund af få faktuelle tal – kan kalde Danmarks største musikfestival (igen i år er der mere end 1.300 koncerter på plakaten indenfor en periode på bare ti dage; igen i år er der mere end 100 venues involveret; igen i år ventes mere end 300.000 gæster at lægge vejen forbi), har i år 40 års jubilæum. Og i dén anledning har festivalen ladet et festskrift på godt 100 sider i stort format fremstille – et festskrift, som skildrer alle fyrre år gennem genoptryk af de skiftende plakater og ophobning af fakta som: festivalperioder, gennemsnitstemperaturer, hovednavne de pågældende år, kortfattede CV’er på plakatkunstnere og korte, opsamlende tekster, der vedrører nye tiltag, nye venues, nye tendenser o.lign. Og det er alt sammen meget godt. For uden at anstrenge sig synderligt kan man som gæst / læser genkalde sig bestemte oplevelser og skaffe sig et vue udover de fyrre festivaler og de fire årtiers udvikling deraf.

Men jeg må alligevel tilstå, at jeg bliver skuffet, når jeg bladrer og læser i festskriftet, for selv om det jo så åbenlyst vægter plakaterne (næsten hver anden side er brugt til gengivelse af disse) er det på forunderlig vis alligevel ikke dem, festskriftet handler om, men – Jazz Festivalen. Og dét altså til trods for, at festivalen igennem årene har formået at få meget forskellige, men ofte meget store kunstnere som Per Kirkeby (1999), Tal R (2009), Knud Odde (1992), Per Arnoldi (1983), Henrik Vibskov (2007), Bjørn Nørgaard (2000), Jørgen Nash (1995), Halfdan Pisket (2016) og Jens Jørgen Thorsen (1986) ”på plakaten,” om jeg så må sige. (Bemærk, at der er mange mænd!!!). Det, der skuffer mig, er, at festivalen ikke i festskriftet har vægtet at dechifrere plakaterne / billedkunsten! Vel er flere af kunstnerne afgået ved døden, så muligheden for at spørge dem alle ud om tankerne bag deres respektive værker er ikke tilstede. Men hvorfor har man ikke bedt en kunsthistoriker, en kunstkritiker eller anden kunstkyndig sætte ord på, hvad det er, man ser, og hvori de fyrre års udvikling rent plakat- og billedkunstnerisk består? Hvorfor ikke perspektivere og kontekstualisere plakaterne / billedkunsten og sætte ord på forbindelsen mellem plakaterne / billedkunsten og musikken? At man ikke har gjort dét, trækker klart ned.

Til gengæld er plakaterne i sig selv som ”a walk down memory lane” – ”ahhh, den der husker jeg – den frygtelige koncert med Tony Bennett og Lady Gaga på Plænen i Tivoli (2015); den mesterlige koncert med Jan Garbarek & The Hilliard Ensemble i Vor Frue Kirke (2005); den bevægende koncert med Blind Boys of Alabama på Det Kgl. Teaters Gamle Scene (2009).” Sådan – antager jeg – vil læsere, der har haft deres tilbagevendende gang på festivalen sidde og tænke, når de bladrer festskriftet igennem, eventuelt læser det. Og det er fint nok – i nostalgiens navn. Men for læsere, der ikke har haft deres vante gang på festivalen – og især for læsere, der kunne interesse sig for plakatkunst eller perspektivering og kontekstualisering vil festskriftet være som en underlig ophobning af detaljer og navne uden særskilt tilknytning til de fyrre plakater / billedkunstneriske værker. I dén forstand virker festskriftet ikke gennemtænkt.

Alligevel finder jeg glæde i festskriftet, glæde i gensynet med plakaterne og glæde i de opsummerende tekster, som jazzskribenten, Kjeld Frandsen, har forfattet.

***  /  Forlaget Fahrenheit  /  112 sider  /  Også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk

Please follow and like us:

  • 0
  • Share