BOGANMELDELSE

Sanne Olsen (f. 1967) romandebuterer med Når øjne kan se – en let læst historie om tre mennesker (tre forskellige generationer), som tilfældigt mødes på en brætspilscafé i Odense. Tre mennesker, som alle har sår på sjælen, alle bærer på en sorg eller tristhed, alle har lidt et tab, befinder sig i mørke eller følges af en skygge, der begrænser dem i deres livsudfoldelse.

Karl er 98 år, tog som ung del i borgerkrigen i Spanien (sammen med en kammerat, der mistede livet), blev siden fange i en nazistisk koncentrations- og arbejdslejr i Tyskland – begge dele en af politiske grunde – og mistede i moden alder sin elskede kone. Nu er han syg og klar til selv at dø.

Marie er 51 år, skolelærer og tidligere bjergbestiger. På en tur til Nepal tyve år tidligere oplevede hun til sin egen overraskelse en forløsende kærlighed til en jævnaldrende kvinde, men det passionerede forhold forliste efter få dage, da en fatal ulykke under opstigningen gjorde, at hendes elskede både mentalt og fysisk ”forsvandt”, fordi hun ikke kunne rumme den oplevelse, at flere på holdet døde.

Julie på 21 år er en ung, førsteårsstuderende på musikkonservatoriet i Odense. Hun er introvert, trist og i besiddelse af et ringe selvværd – efter en turbulent barn- og ungdom præget af forældrenes alkoholforbrug og generelle fravær og som følge af storebroderens seksuelle misbrug. Hun har svært ved overhovedet at leve livet.

De tre mødes tilfældigt på brætspilscaféen, finder sympati for hinanden og over diverse spil – tilsat kaffe, kage, øl, vin og cognac (og for Julies vedkommende: ikke-alkoholiske drikke) – opstår et venskab. De tre begynder naturligt nok over brætspillene at udveksle historier om deres respektive liv – og nogle af de historier følger vi som læsere i direkte tale, andre stifter vi som læsere bekendtskab med i helt løsrevne tilbageblik. (Dette sidste gør, at vi som læsere ikke altid kan hitte rede i, hvad vi ved, og hvad de andre figurer i romanen ved).

Fælles for historierne er, at de bekræfter, at både Karl, Marie og Julie har sår på sjælen og bærer på traumer og en tristhed, der begrænser dem i livsudfoldelsen. At alle rummer de smertepunkter, der har potentialet til at udgøre fundamentet for en god historie.

Men romanen som helhed har desværre nogle iboende, dramaturgiske svagheder, og de skyldes ganske givet forfatterens mangel på rutine. Det er som om, Sanne Olsen har været mere optaget af plottet, end af sproget. Og som om, hun alligevel ikke har formået at skabe en fortælleteknisk kurve, der kan holde læseren fast.

At de tre romanfigurer mødes på en brætspilscafé (af alle steder) er f.eks. ikke så troværdigt. Accepterer man alligevel præmissen, må man sande, at det ikke er spændende i sig selv, at de tre den ene gang bestiller kaffe, den næste vin, den tredje cognac (eller at Julie som noget ekstraordinært blomstrer op ved caféens klaver), alt imens de udveksler sympatisk smalltalk om stort og især småt. Det, at de tre mødes over brætspil og drikkevarer (og eventuelt hører musik), er simpelthen ikke interessant nok. Havde dialogen eller sproget eller refleksionsniveauet været af en anden beskaffenhed, kunne de ydre omstændigheder ganske vist have været ligegyldige. Men som romanen er nu, hvor hverken dramaturgi eller sprog er på et højt niveau, er der intet, der løfter fortællingen som helhed. Derfor bliver hele læseoplevelsen en anelse svag.

Kun er der – midt i romanen – ansats til andet og mere end det jævne. På et tidspunkt på brætspilscaféen ”ødelægger” Karl nemlig den gode stemning ved pludselig at sige til Marie, at hun er for ung til at dvæle ved fortiden: ”Du skal ikke pibe (red. Det står der, selv om der burde stå ”pive”) mere, du skal videre.” Over de følgende ti sider udfolder der sig en meningsudveksling og et stemningsskift i retningen af det alvorlige, reflekterende og uafviselige og netop der lever bogen – for hvad er det, der gør, at Karl føler sig berettiget til at sige det, han siger? Hvad er det, han med sine mange år og livserfaring kan se? Hvad er det, der gør, at Marie bryder sammen? At hun føler sig set og ramt? Og hvad er det, der gør, at Julie pludselig føler sig foranlediget til at støtte Karls vurdering? De spørgsmål og den dialog – skaber liv. Og hos læseren: refleksion og eftertanke. Over de ti sider lever fortællingen. Men ellers… så har Når øjne kan se mest af alt karakter af et velment forsøg udi den halsbrækkende opgave at skrive en roman.

** / Forlaget Historia / 224 sider