BOGANMELDELSE

Charlotte Hailes roman, Der står et hegn, er en (for)underlig størrelse. Det gode er, at romanen fremstår som gedigen, gennemarbejdet og stram; at den er enkel og tro overfor sit tema. Det knap så gode er, at den også er irriterende og svær at komme igennem, fordi dramaets midtpunkt er så uendelig småt, og sproget ikke tilstrækkeligt raffineret til at opveje dramaets lidenhed / svaghed. Måske endda fordi dramaet efterlader nogle enkelte, helt centrale spørgsmål som ubesvarede.

Romanen handler om en lille kernefamilie – far, mor og to børn – som løber ind i en ganske lille problemstilling som i moderens verden vokser sig stor og i et tiltagende tunnelsyn kommer ud af proportion og bliver til en besættelse.

Familien er flyttet til Hvidovre, og moderen, Cassandra (som arbejder i forsikringsbranchen), opdager en dag, at hendes yngste barn, sønnen Mathias, i sin nye børnehave, Bellishøjen, ikke leger med de andre børn. Til gengæld leger han med Albert, en dreng i en anden børnehave, Lupinvænget. De to institutioner ligger klods op ad hinanden, og deres legepladser er kun adskilt af et trådhegn. Mathias og Albert leger med hinanden, gennem hegnet – med de begrænsninger dét giver.

Men hegnet! Det må Cassandra have fjernet.

Sammen med Alberts mor, Merethe – som er en helt anden type – foreslår hun det fjernet, men selv om de to mødre bliver et godt makkerpar, der indledningsvist finder støtte hos den ene institutionsleder og hos flere forældre i begge institutioner, må de også snart erkende, at det ikke lige lader sig gøre at få hegnet fjernet. Kommunen modsætter sig nemlig idéen, måske p.g.a. modstand fra lederen af Lupinvænget, og snart giver også den ellers positive leder af Bellishøjen og de andre forældre op. For dem er sagen ikke så vigtig, at de vil tage den videre.

Men jo mindre problemet med hegnet bliver for andre, jo større bliver det for Cassandra, der efterhånden bliver så optaget af at få det fjernet, at hun tilsidesætter alt andet. Hun bliver på hjemmefronten indbegrebet af en fraværende mor, og på arbejdet begynder hun at sjuske, møde senere ind og tage tidligere fri, fordi sagen med hegnet fylder! Først lægger hun sammen med meningsfællen, Merethe, siden helt alene mulige og især umulige planer for at få hegnet fjernet; hun går til pressen; opsøger lokalpolitikere; og tyr i flere tilfælde til selvtægt – alt imens hun svigter sin egen familie og nok så væsentligt Mathias, som i første omgang var årsagen til, at hun ville hjælpe.

Netop det er en af romanens (for)underlige, dramaturgiske problemstillinger. På intet tidspunkt i romanen fremstår Cassandra for alvor som en nærværende mor. Jo, måske i korte glimt, men altid nødtvungent, for hele hendes fokus er på hegnet, og det der bliver en sag om hegnet. Hun fremstilles altså ikke som en curlingmor, hvilket ellers ville have været meget naturligt. Tvært imod er det Leif, Cassandras mand og børnenes far, der som en bleg afglans af en karakter – men trods alt solid og fornuftig forældre – må tage sig af børnenes ve og vel og skærme dem mod det faktum, at deres mor er på vej ud af et mere og mere sindssygt sidespor, der både fører løgne med sig – overfor ham, børnene og arbejdspladsen – og siden også sygemeldinger og kriminalitet.

Selv mener Cassandra, at hun kæmper for menneskerettighederne. Og det synspunkt kan ikke engang hendes bror, Bertram, fravriste hende. Da han på et tidspunkt f.eks. siger til sin søster, at ”det, der er vigtigt, er, at det hegn ikke kommer til at stå mellem dig og Leif”, så sker netop det, som han frygter. Cassandras kamp for at få hegnet fjernet skaber afstand til Leif. Også selv om Leif f.eks. efter en ferie siger: ”Cassandra, jeg ved, du går meget op i det hegn, men det er ved at gå over gevind.” Det går over gevind! Og det, selv om Cassandra ikke engang selv ved, hvorfor hun er så optaget af det hegn. ”Hun vidste blot, at det hegn var hendes fjende, og at hun ville bekæmpe det med alt, hvad hun havde i sig.”

Ikke engang da hun første gang begår selvtægt, og hendes egne børn er chokerede vidner skifter hun kurs: ”Hun havde ikke tænkt, at hendes happening ville kunne påvirke Mathias og Amanda negativt. Det var jo for Mathias’ skyld det hele.”

Hun formår at overbevise sig selv om, at hun med sin happening bare forsøgte at vise sine børn, ”at hun var en ildsjæl, en løvemor, der kæmpede for sine børns ve og vel.”

Men her hopper kæden af. Her støder jeg ind i det første af flere helt centrale, ubesvarede spørgsmål. For rent dramaturgisk tror jeg ikke på, at det ikke påvirker hende, at Mathias lader sin far forstå, at han nok skal lade være med at lege med Albert igen, ”hvis mor ikke kan lide det”.

Dramaturgisk forekommer det mig også utroværdigt, at det først er på side 178 af de i alt 242 sider, at nogen overhovedet – her er det, den efterhånden trætte leder af Bellishøjen – spørger den helt forskruede Cassandra: ”Hvorfor tager I ikke bare Mathias ud af børnehaven, hvis I ikke bryder jer om forholdene her?” Spørgsmålet kommer bag på Cassandra, som ikke selv har tænkt tanken: ”Godt spørgsmål, egentlig. Men der er jo ikke noget galt med børnehaven, den er fantastisk.” For Cassandra handler det altså om kun om hegnet: ”Det hegn er skadeligt.” Men at Leif f.eks. ikke på noget tidspunkt stiller samme spørgsmål, virker uforståeligt.

Dramaturgisk undrer jeg mig endelig over, at der ikke er nogen i historien – hverken pædagoger eller forældre – der får den tanke, at det kunne være godt for Mathias at finde andre legekammerater i Bellishøjen. Jeg ville ellers tro, det ville være naturligt at gøre en pædagogiske indsats for at sikre, at Mathias bliver integreret i sin egen børnehave og ikke kun knytter sig til ét andet barn, Albert!

Forløsende bliver historien først, synes jeg, da Alberts mor, Merethe – som for længst er gledet ud af kampen mod hegnet og i øvrigt er flyttet sammen med en kæreste i en anden bydel og har fået endnu et barn – da Cassandra endelig besøger hende igen, meget klogt og insisterende spørger ind til, hvordan det går derhjemme – med forholdet til Leif og med børnene. I det øjeblik bliver Cassandra konfronteret med sit eget spejlbillede og sit eget svigt. Men kun i det øjeblik. For snart er det igen sådan, at hun – da hun bliver forment adgang til børnehaven – oplever, at ”den eneste ulempe ved ikke at skulle hente og bringe var ironisk nok, at hun ikke fik set hegnet. Hun savnede at se sin fjende i øjnene og blive tirret af synes af dets vedvarende eksistens.”

Historien slutter dramatisk. Men også lidt for hastigt pulserende. I en helt anden hast end den starter. Og netop den forskel i formidlingen – de sindssygt langstrakte første 150 sider og de 25 sidste halsbrækkende sider – signalerer en ubalance. Som nævnt indledningsvist: Romanen fremstår som gedigen, gennemarbejdet og stram; den er enkel og tro overfor sit tema. Men den er også irriterende og svær at komme igennem, fordi dramaets midtpunkt er så uendelig småt, og sproget ikke tilstrækkeligt til at opveje dramaets lidenhed / svaghed. Og fordi den forekommer for langstrakt i starten og for abrupt til sidst. Men det ændrer ikke ved, at der i Charlotte Hailes roman åbenbarer sig et talent.

*** / Forlaget Legimus / 242 sider