MUSIKANMELDELSE
Det canadiske orkester, Bell Orchestre, improviserer over / udforsker på sit nye album, House Music, lyden af store navne som – på den ene side: den sene Ennio Morricone og popgruppen Talk Talk; på den anden side de elektroniske udfordrere: ”Bitches Brew”-æraens Miles Davis og The Orb. Med andre ord det landskab, hvor det umiddelbart melodiske og det elektronisk innovative mødes. Og canadierne gør det vitterligt med sans for virkemidlerne.
Det er ti år siden, de sidst udsendte et album, men House Music har været værd at vente på. Musikken herpå har nemlig en særegen magnetisk karakter – grænsende som den er til house på den ene side og jazz på den anden – neo-folk på en uventet tredje side. Musikken er som variationer over en tilbagevendende rite, et harmonisk loop – på sæt og vis som ét langt, betagende, næsten neoklassisk værk, der nok består af ti musikstykker, men reelt er en helhed med ét konstant kendetegn.
Sarah Neufeld (violin og vokaler), Richard Reed Parry (bas og vokaler), Pietro Amato (valdhorn, keys og elektronik), Michael Feuerstack (pedal steel guitar, keys og vokaler) Kaveh Nabatian (trompet, gongoma, keys og vokaler) og Stefan Schneider (trommer) skaber et på én gang ret enkelt og samtidig meget komplekst, facetteret og farverigt mønster på perlepladen undervejs i deres sonisk pulserende odyssé.
Det fascinerende er, at musikken faktisk er skabt i studiet – selv om den efterfølgende er blevet redigeret, trimmet og dubbet. Broderparten af det, man hører, er indspillet live – skrevet så at sige, medens det blev til. Det er sikkert dét, der gør, at musikken fremstår så levende, så vital.
Richard Reed Parry siger det selv som følger: ”De fleste af mine favorit-optagelser har et element af udforskning og tilfældighed over sig – de hensætter lytteren i en følelse, der både afspejler at musikerne er super fokuserede på den specifikke, musiske idé og samtidig lader tankerne vandre og dermed afspejler, hvad der findes udenfor fokus.”
Det, at albummet fremstår som ét fokuseret hele, gør, at det er svært at udpege højdepunkter, men jeg vil alligevel vove et øje og sige, at skæringer som ”II: House”, ”III: Dark Steel” og ”VI: All the Time” har noget særligt over sig, noget netop fokuseret og overrumplende ufokuseret, som flytter lytterens fokus. At det hele går op i en højere enhed skyldes ganske givet, at musikerne – udover at være tekniske og kunstnerisk gode på deres respektive instrumenter – er gode til at lytte til hinanden.
***** / Erased Tapes Records / 43 min. / Også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk