BOGANMELDELSE

Rockmusikeren og –sangeren, Michael Falch (f. 1956), har før bevist – og han gør det igen med sine ”umodne manddomserindringer”, Over stregen – at han har en habil forfatter i maven. Hans nye bog, andet selvstændige bind i hans erindringer (efter første bind, barndoms- og ungdomserindringerne, Til grænsen, fra 2017) er således gedigen storytelling og selvudlevering – denne gang om den modne mands umodne (?!?) håndtering af udfordringer hvad angår kunst, krop og kærlighed – herunder en hudløs ærlig skildring af hans egen kamp med ensomhed og livsstilsproblemer.

Hvorvidt der i erindringerne er dækning for at tale om at være umoden, kan man diskutere, for helt grundlæggende vil jeg sige, at forfatteren, der nu lever i sit 65. år, fremstår som reflekteret og snarere optaget af at lære sit eget ”lort” at kende / optaget af at håndtere dét snarere end af at pege på andres. Alene dét tyder på en vis modenhed. Og det gør bogen befriende ærlig – blottet for snæversyn og bitre udfald – fokuseret på egne benspænd og egne successer.

Michael Falch springer i sin fortælling frem og tilbage i tid, men altovervejende kredser han om de seneste år – om tiden efter sin anden skilsmisse, om genopfindelsen af sig selv som single og om frygten for at blive ramt af et ”ældgammelt spøgelse” – ”fortabtheden” – et ”snigende mismod og ensomhed”. Til trods for, at han med alderen har opnået en ”relativ sindsro”, oplever han nemlig også sig selv som en ”overmoden mand mutters alene.” Og som sådan bliver han optaget af stort og småt – f.eks. fugleliv og tro, seksualitet og sygdom / skavanker.

Heldigvis bliver han også optaget af et ambitiøst projekt – genopfindelsen af det gamle rockband, Malurt. Det er en genopfindelse, der er længe undervejs, men som også – da det trimmede og modnede orkester endelig tager hul på turnéen – bliver sat på pause af Corona-nedlukningen af landet.

Det er imidlertid ikke den eneste hårde opbremsning i Michael Falchs liv i 2020. Hans nye, thailandske ”kæreste” får ikke forlænget sin ophold og må forlade Danmark. I den forstand er andet bind i Michael Falchs erindringer også ulyksalige – næsten som var den en pendant til historien i Michael Falchs yndlingsroman: Lykke-Per af Henrik Pontoppidan.

Som romanfiguren rejser Michael Falch udi livet, selvom livet giver ham sår på kroppen – sår, som han selv, helt alene må sidde og slikke og forsøge at forstå. Det er den opgave, vi som læsere bevidner.

Jeg ved ikke, om det er fordi jeg selv er mand og blot en anelse yngre end Michael Falch, men jeg bliver grebet af hans skildringer af modenhed kontra umodenhed, ensomhed kontra samvær. Jeg bliver f.eks. grebet, når han om tiden efter skilsmissen fra kone nummer to skriver:

”Aftenerne indhenter mig og gør mig ulykkelig i mild grad. Der er selvfølgelig frihed i sådan et singleliv. Frihed fra konstant at skulle forholde sig til et andet menneske, hvilket fylder ekstremt meget i mit sind, som trods massiv terapi og daglig selvransagelse gennem mange år stadig er lovlig meget ’ovre i andre’, som man siger. Som gammelt antennebarn er jeg nærmest programmeret til at være overoptaget af andres tilstand, hvilket indebærer, at jeg ikke er noget naturtalent, når det kommer til at hvile i mig selv. Min relative sindsro er hårdt tilkæmpet.

I dagens løb holder jeg mig i rimeligt godt humør, mens masser af nye sange er i gang, og jeg sideløbende er optaget af øvning, planlægning og muntre aktiviteter med børnebørnene. Men i tusmørketimen lister spøgelserne sig ind på mig. Her sidder jeg som overmoden mand mutters alene i en taglejlighed i en storby og bliver jævnligt ramt af en tungsindig fortabthed og en lidt skamfuld fornemmelse af, at en mand på dette tidspunkt i sit liv burde være på plads og på sikker grund i et stabilt parforhold – hvis ikke med den, man giftede sig med og fik børn med, så da i hvert fald med kone nr. to. Jeg har så meget at være taknemmelig over, men mine børn, mine børnebørn, sangene, bandet, karrieren, fodboldklubben og bøgerne kan bare ikke fylde det hele for mig. Alt i mig skriger efter én ved min side, den nye kvinde, der kan redde mig fra mig selv og min Lykke-Per-paranoia.”

*** / Forlaget Gyldendal / 288 sider