FILMANMELDELSE

Efter at have set den nye gyserkomedie, Studio 666, med Foo Fighters står ét altoverskyggende spørgsmål tilbage: Hvad skal den til for?

Det er muligt, som formuleret i filmen af Foo Fighters labelmanager, at rock’n’roll-musikken er død. Det er muligt, at der skal noget så radikalt som en gyserfilm, hvori bandets medlemmer en for en udsættes for bestialsk drab og kannibalisme, til for at give rock’n’roll-musikken nyt liv. Men det i sig selv er jo selvmodsigende.

Ikke desto mindre er det det, der sker i Studio 666: at Dave Grohl, stifteren af det amerikanske rock-, metal- og grunge-band i et febrilsk forsøg på at tilfredsstille labelmanageren og indfange en ny lyd bliver nyt medium i en forbandelse. Grohl og hans band flytter ind i en gammel, forladt villa i Californien – en villa, der gemmer på en grum, okkult historie. Her har et andet band engang indspillet en plade, men lederen af det band blev undervejs i processen grebet af sindssyge / overnaturlige kræfter og slog brutalt alle sine bandmedlemmer ihjel. Det samme sker i Dave Grohls tilfælde. Efterhånden som han med Foo Fighters får indfanget en ny lyd og med den skabt fundamentet for en fornyelse af sin egen musik og hele rock’n’roll-musikken, æder han sig ind på de andre.

Filmen er en gyser. Den betjener sig af gyserfilmens konventionelle virkemidler, og det vel at mærke på en konsekvent klichéfyldt måde, der efterlader mig i tvivl om, hvorvidt det jeg ser er alvor eller bare sjov. Jeg hælder til det sidste, fordi filmen er så grotesk. Jeg ved, det er en gyserkomedie. Men jeg kan alligevel ikke – og slet ikke i en tid, hvor der i virkelighedens verden er krig rundt om hjørnet – forstå, at blodige drab kan være sjove endsige forny rock’n’roll-musikken. Derfor det altoverskyggende spørgsmål: Hvad skal filmen til for?

Er det sjovt at se et menneske blive kørt over af en bandbus? Er det sjovt at se to mennesker blive skåret igennem af en motorsav? Er det sjovt at se et menneske få knust sit hoved under en hammer? Personligt synes jeg det ikke. Uanset hvor tydeligt det er, at der er tale om en komedie. I min optik taler billederne til en helt igennem syg form for humor.

Skuespiltalentet er da også overskueligt, selv om jeg må sige, at Dave Grohl altovervejende er god og troværdig i hovedrollen som sig selv. En reelt sjov scene indfinder sig, da han tidligt i forløbet i villaen enten drømmer eller er søvnløs, fordi han ikke har en eneste idé til ny lyd og musik, og sidder oppe midt om natten og spiller og synger Lionel Richies kærlighedssang, ”Hello”. Pludselig indfinder den rigtige Lionel Richie sig med det klare budskab, at det er muligt, at Grohl har en skriveblokering, men ”Hello is my fucking song”!

I den forstand er det reelt, at der er tale om en gyserkomedie, med streg under komedie. Men stadig – i min optik taler de bestialske billeder til en helt igennem syg form for humor.

***  /  108 min.