Claudia Campagnol: Right Now

Please follow and like us:

  • 0
  • Share

MUSIKANMELDELSE

Den herboende, ungarske sanger, sangskriver, komponist og multiinstrumentalist, Claudia Campagnol, er en kunstner af en åbenlyst særlig støbning. Hun er ikke bare et gennemført musikalsk væsen, hun har også en stemme, der er helt unik, kraftfuld og varm. Og da hun har en forkærlighed for det særlige crossover mellem pop, soul og fusionsjazz – så har fundamentet naturligt været lagt for det, der nu er blevet hendes andet album, Right Now. Da hun albumdebuterede i 2019 med I’m Strong, fik hun fortjent opmærksomhed og ros. Men med 2’eren er der god grund til at skærpe opmærksomheden og uddele flere roser. Sangene og musikken på 2’eren er nemlig meget fokuserede, meget stringente, noget nær formfuldendte. Der er en em af autenticitet over alle ti numre; en em af nærvær og nødvendighed; en troværdighed; og et kvalitetsstempel af en sjælden tydelig klarhed. Med et stort hold af sublime musikere – Carl Mörner Ringström (guitar), Søren Reiff (guitar), Andreas Hatholt (elbas), Laszlo Dancs (elbas), Jacob Hatholt (trommer), Niclas Campagnol (trommer), Eliel Lazo (slagtøj), Michael ”Millfield” Mølhede (messing), Kristof Jasik (strygere) og Mathias Heise (mundharpe) har Claudia Campagnol således skabt et helt igennem internationaliseret lydtæppe med stærke og meget klare motiver. Højdepunktet på Right Now er nok nummeret, Everything’s OK.

*****  /  Giant Sheep Music  /  35 min.

Please follow and like us:

  • 0
  • Share