KONCERTANMELDELSE

Havde man søndag aften sat næsen op efter at høre nordirske Van Morrison synge og spille nogle af de store, gamle sange fra hans righoldige bagkatalog, blev man skuffet. Ganske vist sang og spillede han en snes gamle sange i Falkoner Salen, men det var sange, man – med lidt god vilje – kunne hævde, at han havde lånt i The Great American Songbook – sange om og fra den gang en (rastløs amerikansk) mand var en mand; og ord som ensomhed, udlængsel og solnedgang (”I’m so Lonely I Could Cry”, ”I’m Movin’ on” og ”When the Sun Goes Down”) indgik i det (læs: cowboyens) primære vokabularium.

Ud af det kan man slutte, at koncerten (som indgår i en længere, europæisk turné) var bygget op omkring materialet fra Van Morrisons seneste album, Moving On Skiffle. På det tager den irske troubadour nemlig livtag med en række store, amerikanske folk-, country- og r&b-sange. Og man kan mene, hvad man vil dermed – mange mener for eksempel, at Van Morrison er gået fra at være en interessant original til at blive en kedelig kopist. Men man kan også mene – og det hælder jeg til – at han bare udviser interesse for andet end sit eget, for eksempel for store, amerikanske sange og sangskrivere som Hank Williams (1923-1953), Hank Snow (1914-1999) og The Carter Family (aktiv 1927-1956). Koncerten søndag aften sluttede eksempelvismed en markant forlænget udgave af The Carter Family’s sang, ”Worried Man Blues”.

Men – uanfægtet af ja-hatten og uanfægtet af, at Van Morrison som vanligt var pænt klædt, i jakkesæt, med hat og raffinerede solbriller – ja, så kunne man godt se og høre ham som en prøvet, gammel, hvid mand; en nostalgiker i bedste fald; i værste fald en sur mand som i virkeligheden hellere ville være et andet sted end på scenen i Falkoner Salen. Som vanligt var der ingen smil; ringe kommunikation med publikum i salen. Der gik for eksempel en halv time, før han tog sig sammen til at sige ”Good Evening” og ”Thank you” for bifaldet – og det selv om den 77-årige irer var så kvik, at han gik på scenen fire minutter før annonceret. Man tænkte ikke, at han gik så tidligt på, fordi han ikke kunne undvære sit publikum. Snarere at han satsede på hurtigt at overholde sin del af ”kontrakten” (billetpriser via Ticketmaster / Live Nation til tæt på 1.000 kr. forudsatte selvfølgelig et vist nærvær) og blive færdig. (Sådan har det næsten altid været – han skal videre).

Noget andet er, at en runner for hvert nummer skulle bringe nye papirer på scenen til Van Morrisons nodestativ. Om det var noder eller sangtekster, skal jeg ikke kunne sige. Men kombinationen af de mange papirskift og det hastige koncerttempo, som Van Morrison jo selv må have dikteret, gjorde, at han flere gange var ved at få fat i mikrofonen eller guitaren for sent. Dén del af udførelsen kunne have været bedre. Og helt uden problemer have været løst med lidt kommunikation med publikum. Eller i det mindste nogle dybe indåndinger.

Uanset dagsform eller scenetræthed, kan man ikke tage fra Van Morrison, at han er en meget musisk karakter; at han har en fascinerende, meget signifikant vokal; og at han har en lige så fascinerende og signifikant stil på saxofonen. Søndag var det dog først langt inde i koncerten, i nummeret ”Greenback Dollar”, at han tog saxofonen i brug. Men hvilken glæde. Hans ligefremme, lidt hårdkogte stil vakte i hvert fald denne anmelders glæde.

Netop ”Greenback Dollar” og det efterfølgende nummer, ”Come on In”, blev efter min menings aftenens højdepunkter. Skarpt efterfulgt af ekstranummeret, ”Worried Man Blues”, som Van Morrison selv kun delvist deltog i. Det nummer blev de seks sidemens way to fame, da hovedpersonen selv fortrak med sin ledningsfri mikrofon, og legen blev givet fri. Når Van Morrison i aften, mandag, spiller sin anden koncert i Falkoner, bliver det nok det samme – med fri leg til sidst.

****  /  Koncert også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk