KONCERTANMELDELSE

Hun er kendt for sine drømmende klaverkompositioner, sine neoklassiske, næsten hypnotisk repetitive musikstykker. Det var da også dem, Koncerthuset i DR-Byen refererede til i de tekster, der skulle sælge billetter.

Men den faktiske koncert onsdag aften i Koncertsalen blev for en stor dels vedkommende en anden karakter. Helt i tråd med musikken på polske Hania Ranis nye plade, Ghosts, var broderparten af musikken ambient / elektronisk.

Nok spillede hun nogle numre fra sit akustiske bagkatalog – blandt andet perlen ”Leaving”, som blev aftenens sidste ekstranummer. Men langt de fleste numre var elektroniske – hovedsageligt skabt på stedet af Rani og hendes sideman, bassisten Ziemowit Klimek.

Hvad det var, der gjorde, at jeg ikke oplevede koncerten som optimal, har jeg svært ved at vurdere. For talentet var der ingen tvivl om. Endsige det kompositorisk / improvisatoriske / instrumentale kvalitetsniveau. Men det var som om, musikken i lange stræk forblev lukket om sig selv. Og det bidrog ganske givet til den oplevelse, at scenen henlå i en dunkel belysning, og at Rani i en stor del af tiden stod eller sad med ryggen til publikum. Vel kunne vi se hendes trelængede keyboard- og klaveropstilling og ane hendes fingres dans på tangenter og knapper. Men det var som om, der var et filter imellem hende og publikum. En uigennemtrængelighed, der talte til publikums mørkesyn snarere end emotioner. Og det siger jeg, selv om der blandt publikum var en bemærkelsesværdig stilhed, en koncentreret ro.

Hun gjorde kun i beskedent omfang brug af mikrofonen til andet sang. Men første gang hun greb den og stillede sig frem forrest på scenen, lod hun forstå, at hun pludselig selvbevist var blevet lidt skamfuld over sine gentagne hop på stedet inde i den trelængede, men at de skyldtes, at musikken katapulterede hende tilbage til sidst, hun stod på en elektronisk musikscene. Først da hun i den (for hende) ærefrygtindgydende koncertsal i DR-Byen bemærkede publikums koncentrerede ro blev hun tilsyneladende opmærksom på, at dette ville blive en aften af dén slags. Og det var sikkert lidt uvant, den elektroniske musik taget i betragtning.

Hvor Hania Ranis tidlige musik af gode grunde er blevet sammenlignet med blandt andre Nils Frahms, sender hendes nyere ambiente / elektroniske musik tankerne mere i retningen af Brian Eno og Jean-Michel Jarre. Den er som elektrificerede bevidsthedsstrømme, lag på lag. I den forstand er der en form for storytelling i Ranis musik. Noget melodisk, repetitivt. Et fundament, der konstant udbygges, ciseleres. Og det er i sig selv fint – for det trækker lytteren ind i uventede, ofte spændende krinkelkroge. Men det rygvendte! Det dunkle! Hvad skulle dét til for? Andet end at skærpe opmærksomheden på de i øvrigt ganske fine visuals, der under størsteparten af koncerten ”kørte” på bagtæpperne.

Personligt ville jeg gerne have set mere til den unge, næsten uskyldsrene kvinde, hendes ansigt, hendes mimik, hendes koncentration, hendes omgang med de mange tangenter og knapper. Men måske er det bare sådan, at den mere neoklassiske del af hendes bagkatalog i sin natur er for intim til en stor koncertsal, hvor der naturligt er stor afstand mellem musiker og publikum. Jeg ved det ikke. Den tåler i hvert fald dagens lys. For selv om oplevelsen ikke var optimal, var det jo en nydelse at give sig hen til musikken – den neoklassiske, ambiente, elektroniske. Den særegne.

****  /  Koncert også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk