TEATERANMELDELSE

Set-up’et er enkelt. Bjørn Borg og  John McEnroe mødes i den legendariske finale i tennis i Wimbledon i London i 1980 – finalen mellem den svenske, stoisk rolige legende / firedobbelte Wimbledon-vinder på den ene side og den talentfulde, meget iltre amerikanske opkomling / udfordrer på den anden side.

I en bevidst amatøristisk, næsten ordløs slapstick af en ”ballet” på Aveny-T på Frederiksberg danser de to – spillet af Jannik Elkær og Kristoffer Louis Andrup Pedersen – rundt om hinanden på ”banen” / scenen, med ketcher, tennissko og –strømper, korte 80’er-bukser, forvaskede 80’er-T-shirts, pande- og svedbånd. Imellem sig har de bare et net, der er flytbart og højere i den ene side end i den anden. Og så udkæmper de to ellers giganternes kamp – med slappe dansetrin på baglinjerne, absurde ketcher-slag i luften og et psykisk spil gående imellem sig – et slag / et spil der involverer publikum og den imaginære dommer – og enkelte udbrud fra McEnroe – som i forestillingen hedder DON McEnroe – sydende udbrud à la ”You Can’t Be Serious” og mere nedtonende udbrud som ”I was just talking to myself”.

Wimbledon-finalen i 1980 strakte sig over næsten fire timer. Forestillingen på Aveny-T i 2024 kun over en time – men så er der heller ikke pauser eller for den sags skyld bolde at hente på Frederiksberg.

Forestillingen på Aveny-T er sjov. Som publikum ved man allerede ved ankomsten, at den vil blive sjov. For når man bliver lukket ind i salen står de to duellanter – DON McEnroe og Björn GNU – allerede på scenen, hvor de dels stiller sig i absurde, instagram-”venlige” positurer, dels henvender sig direkte til de arriverende gæster og kommenterer, hilser og opfordrer til at tage fotos og netop poste på Instagram. Alt er her tilladt, må man forstå.

Dørene lukkes, og så danser / spiller DON og GNU ellers med eller rettere – mod – hinanden. Provokerer hinanden. Flytter på nettet. Udkæmper slag. Forsøger i det hele taget at få overtaget. Og alt sammen i en – som nævnt – næsten ordløs ”ballet”, der i momenter antager karakter af capoeira – men som aldrig efterlader tvivl om, at de to udi såvel dans som capoeira er amatører. De bestræber sig ikke på andet. Og det behøver de i og for sig heller ikke, for deres dans / capoeira er godt koreograferet og timet og præmissen ganske klar: Det her er en slapstick.

Selv føler jeg mig underholdt, selv om enkelte passager bliver lidt for lange. Jeg morer mig, og fryder mig over timingen og de klichéer, Jannik Elkær og Kristoffer Louis Andrup Pedersen på enhver tænkelig måde fyrer af.

***