KONCERTANMELDELSE
Lørdag. Nils Frahms anden af tre koncerter (tre aftener i træk) i Store Vega (alle afholdes under et såkaldt residency på spillestedet) blev af uransagelige grunde mere inspireret end den første, fredagens. Musikken forekom mig mere organisk helstøbt, rækken af variationer over et tema mere vidtstrakt, og meget sigende havde han – da vi var en time inde i hans del af koncerten – ”kun” spillet 3 på én gang minimalistiske og komplekse numre. Den tyske mester udi ambient, neoklassisk og elektronisk musik sprudlede innovativt og udviste samtidig en forunderlig ro – så hans numre dvælede og alligevel skabte hans flow af variationer fremdrift.
Han startede og sluttede – for sin del – som fredag aften. Men lørdag var han bare mere i harmoni med sig selv, instrumenterne, Vega og danskerne – fornemmede jeg.
Hvor cellisten, Josefine Opsahl, fredag aften var den danske support / gæst på scenen, var gæsterne lørdag aften den danske, elektroniske musiker, Simon Littauer, og den norske trommeslager og vokalist, Siv Øyunn Kjenstad, kendt under kunstnernavnet Øyunn.
De to indledte deres opvarmning med et overbevisende maskinelt sammenspil – elektronik og trommer plus i passager: vokal – og sluttede deres opvarmning med Nils Frahm som tredje mand på scenen. Sammen spillede de tre sig igennem et skønt, energisk og ekspressivt nummer, der næsten lugtede af mere. De spillede sig ud i et godt, overbevisende match, hvor tonerne fra elektronikken og de forskellige keys fungerede så forrygende godt sammen med Øyunns stramt tilbageholdende, disciplinerede trommespil. Kunne det, vi overværede, eventuelt være starten på en trio? Dét kunne i givet fald love godt.
Efter et kvarters pause – og en lettere ommøblering forrest på scenen – dansede en glad Frahm ind igen og præcis som fredag aften iførte han sig straks nogle vædede handsker, så han kunne betjene sin vandharmonika – det skrøbelige instrument, som nok efter nogen tid skabte ro blandt publikum, men hvis spinkle antydninger af lyde altså også forsvandt i den første uro, hvor folk var ved at finde tilbage til deres pladser efter at have forsynet sig med drikkevarer. Men fokus indfandt sig – også blandt publikum – og Frahm sprang snart fra instrument til instrument i et mere sofistikeret bevægelsesmønster end fredagens mere impulsive ditto, alt imens intensiteten og udtryksstyrken tog til. Første nummer rundede han efter 25 minutter af, og det var ikke ét minut for sent.
Hans flow var forrygende, og det fortsatte hen igennem de næste numre, ja, hen igennem resten af koncerten – endda hen igennem de to ellers meget etablerede ekstranumre, ”Stays” og ”For Peter – Toilet Brushes – More”. De to nævnte numre har jeg selv hørt mange, mange gange – også i forskellige variationer. Men Frahms flow gav dem lørdag aften en uventet fylde, som jeg ikke mener at have hørt før. Det var som om intensiteten, ja, autenticiteten var mere åbenlys – at det nu ikke kun drejede sig om nogle kompositioner, knapper og tangenter, men også i et større omfang om overgangene mellem lydene. Koncerten blev som helhed mesterlig, magnetisk.
****** / Koncert også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk